På tærskelen til fastetiden…
I morgen er det Askeonsdag – den første af de 40 dage, hvor vi beder og faster som forberedelse til Festen for Herrens Opstandelse (påsken).
Hellige Teresa Benedicta (1891-1942), karmelit, martyr
De 40 dage betyder materielle afsavn, som ingen værdi har i sig selv – men som, når de øves i kærlighed til vor korsfæstede Herre, har uendelig værdi, om vi så kun løfter en splint af Hans kors.
Som forberedelse til fastetiden indbydes læserne til at meditere over flg. uddrag af Ved Korsets Fod, af Sankt Teresa Benedicta (Edith Stein, der døde som martyr i Auschwitz i 1942):
Når nogen lider, giver det os ikke blot et fromt minde om Herrens Lidelse. Frivillig sonende lidelse er det som i sandhed og virkeligt forener én inderligt med Herren. Denne lidelse er kun mulig når den kommer fra et befæstet forhold til Kristus. For et menneske undviger af natur lidelsen. Og den længsel efter at lide, som skyldes en pervers lyst til smerte, er fuldstændig forskellig fra længselen efter at lide for at sone. Den første længsel er ikke bedre end andre sanselige lyster, den er endda værre, fordi den er naturstridig. Kun en person hvis åndelige øjne er blevet åbnet for den overnaturlige forbindelse mellem hændelser i verden kan ønske at lide for at sone, og dette er kun muligt for mennesker i hvem Kristi ånd råder, idet de som lemmer på Kristi Legeme modtager livet fra Hovedet, modtager Hans kraft, Hans vilje, og Hans befalinger. Omvendt forbinder soneofferet personen tættere til Kristus, ligesom ethvert fællesskab, der arbejder sammen om en opgave bliver stadig mere forenet, og ligesom kroppens dele, når de arbejder sammen, bliver stadig stærkere.
Men fordi dette at blive ét med Kristus er vor vej til hellighed, og fordi det er vor lykke på Jorden, er der på ingen måde nogen modsætning mellem kærligheden til Korset og det at være et glædesfyldt Guds barn. At hjælpe Kristus med at bære sit Kors fylder en med en stærk og ren glæde, og de, der må og kan gøre det, bliver som medbyggere på Guds Rige de mest sande Guds børn. Og derfor benægter de, der har en særlig forkærlighed for Korsets Vej, på ingen måde at Langfredag er fortid og at Frelsens Offer er fuldendt. Kun de som er frelst, kun Nådens børn, kan nemlig bære Kristi Kors. Kun i forening med det Guddommelige Hoved kan menneskelig lidelse antage sonende magt.
At lide og være lykkelig selvom man lider, at have sine ben på Jorden mens man vandrer ad de støvede og stenede veje i denne verden, og samtidig være med Kristus på Tronen ved Faderens højre hånd, at le og græde med denne verdens børn og uophørlig synge Guds pris med englenes kor, dette er det kristne liv til den morgen, hvor evigheden bryder frem.
Et svartil «På tærskelen til fastetiden…”
Den virkelige faste er ikke at søge sin åndelige næring i den ydre verdens spiser, men i hvert ord, der ugår af Herrens mund.
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.