Jesus venter dig i tabernaklet!
Den hospitalsindlagte 90-årige slår over i et panikanfald, hver gang sygeplejersken slukker lyset på hans stue. Livets alvor melder sin ankomst. Hvert eneste sekund, denne sjæl blev skænket, var en ny mulighed for at finde Gud i livets gemmeleg. Nu ebber tiden ud, døden nærmer sig. Kun fornemmelsen af den kraftige hjertebanken beroliger lidt dette menneskebarns frygt for mødet med en Gud, han kun perifert troede fandtes. Hjertet slår, dvs. han er stadig i live, der er stadig tid tilbage. Men tid til hvad?
På hans unge sorgløse dage var tanken om dødens indtog en fremtidig begivenhed, der lå usynligt langt ude i horisonten. Men timerne gik, timer blev til dage, dage til år, år til et helt liv, et liv som blev udfyldt af alt andet end søgningen på vor himmelske Gud. Gud, kærligheden selv, havde den fulde naive tiltro og tvivlede ikke et sekund på, at Han ville blive fundet af dette menneskebarn, som Han havde så store planer med. Hele 90 år ventede Gud som et lille forventningsfuldt barn ved livets næste hjørne. ”Hvornår vil Mit højtelskede barn tilsidesætte jordisk nydelse og den distraktion, der hindrer ham i at høre Min kalden? Hvornår vil dette menneskebarn i sit hjerte inderligt og ærligt bede: Gud, Far, hvis du virkelig findes, hvor gemmer du dig så?” Gud havde ingen bagtanke. Det eneste Gud ønskede var at blive fundet. Og når Han blev fundet, ville Han overøse denne sjæl med en kærlighed og nådegaver kun en himmelsk Fader kan skænke. Men den nu døende sjæl fandt aldrig vejen til Gud. Hans sjæl ryster før mødet med Gud. De sidste timer er fulde af mørke. Gud har slukket al lyset i hans liv for at skænke denne sjæl en sidste chance for en livsransagelse. Ingen omkring ham forstår, hvorfor han er motorisk urolig, hvorfor han får disse panikanfald. Han lider noget så grusomt, indtil plejepersonalet har fået nok af denne opmærksomhedsskrævende adfærd, og han medicineres væk.
Plejehjemsbeboeren, der er glemt af sin familie, tilbringer hele dagen på sit værelse lyttende til en tændt radio og et tikkende ur. Uret tæller ned til dagens højdepunkt; et måltid serveret fortravlet uden et smil fra plejepersonalet. Mange af hans dage går med at fortrænge smerten over at blive kasseret af sine egne børn. Hans aldrende halvforkalkede tilstand besværliggør det for hans børn at nyde hans selskab. Den tidligere patriark er blevet genstand for familiens månedlige velgørenhedsbesøg. Han havde aldrig troet, han ville blive så ensom, som han er nu.
Den frustrerede hjemmegående mor føler sig kvalt i opvask, vasketøjsbunker, madlavning, rengøring. Ingen bemærker hendes kærlighedserklæring. Ikke engang hendes elskede mand ænser, hvordan hun ud af kærlighed har iklædt sig tjenerrollen og ofret sit liv for sin familie. Hun føler sig som en husslave, at hun intet har opnået sammenlignet med hendes karrierekvinde-veninder. Hendes smukke kærlighedsværk tages for givet, hun er blevet usynlig for det menneskelige øje. Selv om hendes mand en gang imellem forsøger at forstå hende, orker hun ikke at forklare. Og nu skal hun også køre børnene til fritidsaktiviteter…
Manden, der iagttagende sidder på storbybænken, gemmer diskret en flaske sprut i en papirpose. Folk i hans lejlighedskompleks ser kun alkoholikeren, hvis lejlighed får hele opgangen til at lugte. Grundet hans usoignerede udseende mødes han kun med nedvurderende blikke af de få mennesker, han støder på. Ingen ser på ham som et Guds barn, hos hvem livets smerter har skabt nogle store usynlige ar. Ingen har taget det første skridt i hans retning. Alle har så travlt med at undgå eller kigge ned på ham. Eller også mæsker de sig på hans ulyksalighed. Som menneskelige hyæner ernæres de ubevidst på hans ulykke, fordi de selv hungrer efter at blive bekræftet i deres egen menneskelige overlegenhed. Den udstrakte kærlighedshånd, vi havde til opgave at strække ud mod ham, erstattes af den skjulte whiskyflaske, der bliver det næstbedste bedøvelsesmiddel.
Den psykisk syge har hele sit liv kæmpet en usynlig kamp, ingen ser. Han er en stakkels martyr, ingen virkelig forstår. Gentagne gange er han røget ind og ud på den lukkede afdeling. Hans sjæl, hans sande væsen, eksisterer slet ikke. Hans indre kamp medicineres væk af et plejepersonale, der bag lukkede døre latterliggør hans adfærd. Ingen bemærker, at hans depressive eller psykotiske eller skizofrene tilstand – eller hvad de nu har kategoriseret hans som værende – er et rungende skrig, der vidner om sjælens åndelighed, dens dybe åndelige behov, at KUN Gud er den sande læge. Ingen af hans behandlere erkender, at vi består af mere end et psykisk hoved, en biologisk kropsmasse. Ingen forstår,men at undertrykke eksistensen af menneskets åndelighed, er i sandhed den mest patologiske tilstand et menneske kan befinde sig i.
Barnet, der kom til verden pga. et behov eller et prestigeprojekt bygget af det moderne forældrepar. Begge er udarbejdende forældre, familien skal jo overleve. Villa, volvo, vovse, filipinsk au pair-pige, årlig skiferie, udenlandsk sommerferie etc. tærer på budgettet. Inden barnet lærer at gå, ekspederes det sammen med jævnaldrende videre til en institution. Præcist som var barnet en form for samfundsproduktion. Forældrene frarøves barnets første leveår, og fremmede mennesker får æren af at forme og danne dette barn. Det fortravlede forældrepar vil gerne lette den dårlige samvittighed over deres manglende tilstedeværelse, derfor forkæles deres barn med det nyeste af det nyeste af materielle goder. Barnet vokser op, begynder i skole og før de ser sig om, er han blevet teenager. En teenager, der intet åndeligt immunforsvar har fået opbygget. Hvorfor han blev skabt, hvad livets mening er, det ved han ikke, men hvad prisen på den nyeste iPhone er, og hvad den nye Paradise Hotel-beboer hedder, det ved han.
Teenageren vokser op til at blive et voksent individ, der ukritisk følger samfundets diktat af, hvad der er rigtigt, hvad der er forkert. Bortset fra hans konfirmation, har han hjemmefra aldrig fået noget guddommeligt inspireret moralkodeks, og han lever nu efter samfundets spilleregler; materialisme, sex før ægteskab, homoseksualitet, abort, seksuel perversitet, prævention, promiskuitet, skilsmisse, kunstig befrugtning, persondyrkelse, ophøjelse af de rige og berømte, stræben efter opnåelse af det perfekte og det øjeblikkelige fest-farver-feel-good – for bare at prikke hul på en materiefyldt syndig byld i et samfund, hvor intet længere er helligt – tja, det er der ikke noget galt i?! Eller. Han livssætning lyder: If it feels good, it must be good! Livets gang følger: Lørdag aften møder den nu voksne Adam sin Eva på en bar, hvor de begge er ude for at fyre den af og score. De falder for hinandens udseende, inden ugen er ovre deler de sovekammer, inden tre måneder er gået deler de lejlighed. Efter et par års kæresteri og to børn bliver de gift. Eva – nu hvid brud – kommer gående op mod alteret, hvor hendes kommende mand og deres to børn venter. Alt er fantastisk, bryllupsbillederne smukke, omgivelserne ren idyl. Men de lyserøde blomster falmer, hverdagsbillederne bliver grå, og når man ikke har bygget sit fundament på Kristus, vil huset på et eller andet tidspunkt synke sammen. Langsomt er ægteparret gledet fra hinanden; manden har mødt en nyere, en mere interessant og yngre model på arbejdet, Eva har for længst mistet lysten til at bo sammen med et forvokset mandebarn. Hun inspireres af sine kvindeblade og højtråbende veninder. ”Han forstår mig jo lisom ikke”, og nu vil hun realisere sig selv. Skilsmissepapirerne underskrives i al fordragelighed. Eva finder hurtigt en ny, også fraskilt, Adam nr.2 , der forstår hende langt bedre end den første ægtemand. Skilsmissen ender lykkeligt: Børnene er blevet weekendbørn, og de har nu endda fået en ”sted-mor”, en ”pap-far”, ”x-antal-bonus-søskende”. Med hensyn til deres forældre, ja, de er jo alle sammen også de bedste venner, der kan tale voksent om tingene.
Intet er så smukt som et menneske og det liv, Gud har skænket. Følger vi Guds vej og Hans planer for os, vil vort liv være det særlige frø, Gud har plantet her på en gold jord. Med tiden vil dette frø spire og blive til en blomst, der springer ud for at forskønnne denne jordklode. Nogle gange vil disse blomster endda kvæle alt ukrudtet og vokse op til at blive en smuk rosengård. Andre gange sker det modsatte. Skønheden må vige for ukrudtet. Ukrudtet og mudret får overtaget og beklæder jorden. At tænke sig Gud har skabt SÅ mange mennesker, der har betrådt, betræder og vil komme til at betræde denne mudrede jord, at alle disse er unikke, alle skabt til at have et særligt forhold til Verdens Konge. Men drejer man hovedet for at se sig omkring, for at se hvad der sker i den danske gårdhave, ser man utallige sjæle, der forhastet flakker nytteløst rundt. Ingen kigger op mod himlen, men derimod er deres syn fæstnet mod jorden. Som forvirrede myrer løber de rundt, de farer rundt for at nå ”dét”. I virkeligheden når de intet. Størstedelen af deres ord er tomme, og de har slet ikke bemærket, hvor overfladisk deres vejrtrækning er. Midt i alt dette virvar stopper ingen af dem op for at overveje, hvor de egentlig er på vej hen. Tanken om, at vi kun er her på jord nogle årtier, hvorefter vi skal tilbringe den lyksalige evighed i Faderens nærvær, det har ikke rigtig strejfet dem. Ingen tænker med Gud ved ens side giver alt mening, det hele bliver så stort og lyst. Men fravælges Gud, lænkes vi af syndens kæder, vores liv bliver så indskrænket, så fuld af mørke, og det vil være et spørgsmål om tid, før ens hus synker pga. det dårlige fundament. Uanset hvor mørkt ens liv forekommer, er Kristus Herren i ens liv vil alt give mening.
Manden på hospitalet vil ikke krampagtigt frygte døden. Beboeren på plejehjemmet vil ikke føle sig ensom, for han ved, Gud er allermest nærværende hos de forladte. Den frustrerede hjemmegående mor vil vide, at hun på et mystisk plan er forenet med Gud, der også smertes over vor utaknemlighed. Ligesom familien tager hende for givet, ligeledes tager vi det som en selvfølge, at Gud dagligt puster sin livskraft i os ved hvert eneste åndedræt, vi skænkes. Hendes offerrolle, ligesom den psykisk syge, den arbejdsløse, bistandsklienten, den hjemløse, den indsatte, dem, der snublede i livet, fejlede i menneskelige øjne og ikke har kunnet rejse sig op igen er noget ganske enestående set med Guds øjne. Vores forstenede hjerter har måske problemer med at se skønheden i disse mennesker og deres historier, men Gud kan. Ingen skæbne, ingen situation, intet bjerg, Gud har fremført, vil mangle mening. Ham, der skammer sig over sit liv, ham der selvvalgt har isoleret sig fra omverden, alkoholikeren, stofmisbrugeren, ham der fortvivles over sin situation og græder sig i søvn, ham, der ikke ser sig selv i spejlet, ham der føler, at han ikke er noget værd, er usikker på sig selv og altid føler, at han står bagerst i køen; disse er de største i Guds øjne. Kristus er svaret på alle situationer. Fjernes Kristus fra ligningen, vil man aldrig kunne finde eller forstå den sande kærlighed og dermed leve et autentisk liv. Ikke nødvendigvis et smertefrit liv i sus og dus i, men et sandt, autentisk liv hvor ens himmelske Fader viser vejen op til den evige lyksalighed.
I løbet af en almindelig hverdag støder vi på mange mennesker. Ikke kun når vi er nået frem til vores endelige dagligdagsdestination møder vi vor medmennesker, men vejen frem og tilbage hjem er en gave i sig selv. Et lille smil fra en tilfældig person, man sidder ved siden af i bussen, metroen, toget, kan være en kærlighedspil sendt afsted fra et menneske til et andet. Men disse smil man får på sin vej, er det virkelige autentiske smil og ikke ren og skær facade? Alle disse mennesker rundt omkring os, der virker så lykkelige, alle har deres store planer og deres egen perfekte opskrift på livet. Jeg ved, Gud, Du glemmer aldrig et eneste af Dine børn, men der er dage, hvor jeg fortvivles over, at Dine stråler ikke har oplyst det mørke, mange danske sjæle slet ikke har set, de lever i. Hvordan er det lykkedes dem at amputere deres åndelighed, en åndelighed der i deres hjerter råber ”Abba, Fader”? Hvordan kan de få kræfter til at stå op om morgen, når det ikke er Dig, der rigtigt lever i dem? Bærer de ikke på en ufattelig frustration/smerte/tomhed/? over at skulle leve et kunstigt liv, hvor Ånden er halvdød? Du ville have, at alle skulle være som små børn, der iklædt blomstret tøj og røde kinder løb rundt på en græseng badet i Dine stråler. Men nej, mange rundt omkring os vælger at blive mudret til af syndens tilsmudsning. Og de vælger ikke at erkende Din eksistens, derfor dør de langsomt i mørket.
Kun Du, Gud, ser det hele, og kun Du mærker smerten ved at se Dine børn gå den forkerte vej. Men som en udestående der nogle gange får lyst til at stille sig og råbe højt op og kærligt ryste alle disse gudsforladte mennesker, hvis hjerter blev skabt for at elske Dig, kan man ikke undgå at føle stor taknemlighed. Den ufattelige gave ved at være medlem af en kirke, en verdensinstitution stiftet af Frelseren selv, en kirke, der rummer sandheden på alle livets spørgsmål og livssituationer, vi gennemgår. En kirke, hvor Eukaristien forvandles under dets tag, hvor Verdens Konge tager bolig i os under Den hellige Kommunion. Sandheden og Kærligheden forvandles for øjnene af Hans udvalgte. Gud har inviteret alle til dette offerlam, men ikke alle hører eller besvarer invitationen til Hans sande Kirke på jord. Alle er inviteret til livets offerlam, men hvor mange hører kaldet? Ud af disse, hvor mange vælger at svare ubetinget ja? Og fra den snævre skare, der har svaret ja, hvor mange gør det helhjertet, når det gør virkelig ondt?
Tænk hvis alle vildfarne danske sjæle vidste og troede på, at i en katolsk kirke bor Frelseren i Tabernaklet. Den himmelske Konge, der venter på at vi tager imod Hans kærlige indbydelse: ”Kom til mig, alle I som er bekymrede og besværede, og jeg vil give jer hvile”. ”Om nogen tørster, han komme til mig og drikke”. ”Enhver som beder, han får”. ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Jesus kalder på os alle, men det er de færreste danske sjæle, der finder vej til en katolsk kirke for at tilbringe tid foran det allerhelligste, hvor man elsker, takker, bønfalder, græder og hengiver sig til sin Frelser. Hvis folk bare vidste og troede på, at Eukaristien er det største mysterium på jord, og at det er den eneste livskilde, vi har brug for. Vidste og troede alle på Jesu sande tilstedeværelse i Eukaristien, hvis alle tilbragte tiden foran det allerhelligste, hvordan ville den danske gårdhave ikke se ud? De tilfældige smil ville ikke længere være en overfladisk facade. Ukrudtet ville dø hen, roserne vokse over det hele. De tidligere beskrevne skæbnehistorier ville have set anderledes ud. De ville blive mere lyse, meningsfulde, livsbekræftende. Enten havde personerne fundet en større og mere guddommelig mening i deres lidelser. Gud ville hjælpe dem ved enten at give dem fornyet kræfter til at holde ud, så de forenet iKristi korsvandring kunne ofre smerten til sjælenes omvendelse. Eller også ville Gud, kærligheden selv, helbrede, hvad der skulle helbredes, lindre, hvad der gør ondt. Hvert eneste menneske, der ligger begravet i den sekulariserede lavine, der i disse tider har lagt sig over hele verden, ville Gud grave fri fra det beskidte syndige mudder. Vi ville ikke længere trække vejret overfladisk. Men valget er vores, om vi vil begraves fri eller ej. Guds største kærlighedserklæring findes i friheden. Friheden til at sige ja eller nej til Gud. Valget mellem en leg på en græseng eller en leg i mudderet, det er op til hver enkelt.
Ingen Messe må gå foruden vor hjerters forbøn for sjælenes omvendelse. Særligt må vi bede for danskernes omvendelse, at vi alle engang indser, at solen ikke kun stiger op i østen, men solen virkelig skinner i de katolske kirker. Hvad gør en fattig hos en rig, en syg hos lægen, en tørstig ved en sprudlende kilde, en sulten ved et rigt dækket bord? De gør præcist det samme som en katolik, der næres af Eukaristien. Må Eukaristiens stråler oplyse alles hjerter, så ikke et eneste lam går fortabt i helvedes ild. Kun du, Gud, ser det hele. Se særligt på vore brødre og søstre. Hold særligt Din beskyttende faderlige hånd over Danmark, indgyd Helligånden i os alle. Skænk den særlige nådegave at alle omflakkende sjæle omkring os på et tidspunkt vil forstå og lære af den ulærde, der ikke kunne læse sine bønner og efter tilbedelsen foran Tabernaklet sagde: ” Jeg holder min sjæl i solen”.
Tekst forfattet af en trofast læser
4 svartil «Jesus venter dig i tabernaklet!”
Jeg tror, at det gode budskab er endnu mere befriende. Gud venter ikke på, at vi skal finde ham. Han søger i sin kærlighed efter det mistede får, indtil han finder det. Forkomne og forslåede finder Jesus os på helvedes afgrundens skrænter og bærer os hjem.
Var initiativet overladt til os, så tror jeg ikke mange blev frelst. Det fortabte menneske rækker ikke ud efter Gud, men gemmer sig for ham, som Adam efter syndefaldet. Men Guds arme når helt her ned.
Det kan være , vi taler samme sprog men bare med to forskellige accenter. Et kærlighedsfuldt forhold – hvad enten det er et venskab eller et ægteskab – kræver to parter, der VIL hinanden. Lukker den éne part helt af, kan man blive i tvivl om, hvad dette forhold var baseret på. Gud viser sig dagligt for os i selv de mindste ting. Hele tiden. Overalt. Alt er nåde, ingen tvivl omkring dette. Men kræver vi nu også, at Gud skal skabe vor tro i form af initiativer, og at Han hele tiden skal være den første, der tager skridtet imod os (hvad Han jo i realiteten i forvejen gør. Se dig omkring; endnu en gang – alt er nåde). Hvis initiativet ikke var vores, var vi Guds små robotter, der elskede Ham, fordi..det skulle vi.
Tag lignelsen om den fortabte søn, som er den lignelse, der bedst beskriver vores forhold til vor Himmelske Fader. Den kærlige far stod altid ventende, tilgængelig med sine åbne arme. Men den fortabte søn måtte SELV tage det første skridt. Havde den fortabte søn ikke selv taget dette skridt, kan man kun gisne om, hvad der var sket med den fortabte søn. Det tilsvarende ses tydeligt i Bibelen. Læser man beretningerne om alle de syge og besatte, tag f.eks. helbredelserne af de spedalske, den lamme i Kapernaum, den blinde, kvinden med blødninger, den månesyge dreng; alle disse personer tog selv det første skridt og henvendte sig til Jesus. Jesus viste sig i horisonten, og folk der troede på Ham, kastede sig for Ham og henvendte sig. Det samme simple princip gælder for os. ”Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, Fader!” (Gal. 4, 6-7). Gud har skabt vore hjerter, så de råber efter Ham. Et større initiativ kunne Gud ikke skabe!!
Vi har en fri vilje, Gud ikke overtræder. Sankt Faustina, en af de største moderne helgener, skrev i sin dagbog: ” God never violates our free will. It is up to us whether we want to receive God´s grace or not. It is up to us whether we will cooperate with it or waste it” (Diary 1107). Jesus giver også udtryk overfor Skt. Faustina, at Han vil have, vi skal være aktive i vores frelse, vi skal selv tage disse initiativer. For at nævne to andre citater sagt af Jesus til Skt. Faustina: ”My Heart overflows with great mercy for souls(…). If only they could understand that I am the best of Fathers to them and that it is for them that the Blood and Water flowed from My Heart as from a fount overflowing with mercy. For them I dwell in the tabernacle as King of Mercy. I desire to bestow My graces upon souls, but they do not want to accept them (…). Oh, how indifferent are souls to so much goodness, to so many proofs of love! (…). They have time for everything, but they have no time to come to Me for graces” (Diary 367). ”Tell sinners that no one shall escape My Hand; if they run away from My Merciful Heart, they will fall into My Just Hands. Tell sinners that I am always waiting for them, that I listen intently to the beating of their heart…When will it beat for Me? Write that I am speaking to them through their remorse of conscience, through their failures and sufferings, through thunderstorms, through the voice of the Church” (Diary 1728). Jesu ord, ikke mine.
Og det er her, jeg synes kristendommen går hen og bliver grænseoverskridende og så ufattelig for den menneskelige forstand. At tænke sig Gud har skabt sine børn med så stor en kærlighed, at Han har givet sine børn én så stor frihed i vor frie vilje, at slutresultater for nogle af Hans børn vil være, at de vil ende i helvedes ild..Ja, Guds største kærlighedserklæring findes virkelig i den fri vilje, vor menneskelige frihed, Gud har skænket os.
Det kan være , vi taler samme sprog men bare med to forskellige accenter. Et kærlighedsfuldt forhold – hvad enten det er et venskab, et ægteskab – kræver to parter, der VIL hinanden. Lukker den ene part helt af, kan man blive i tvivl om, hvad dette forhold var baseret på. Gud viser sig dagligt for os i selv de mindste ting. Hele tiden. Overalt. Alt er nåde, ingen tvivl omkring dette. Men kræver vi nu også, at Gud skal skabe vor tro i form af initiativer, og at Han hele tiden skal være den første, der tager skridtet imod os (hvad Han jo i realiteten i forvejen gør. Se dig omkring; endnu en gang – alt er nåde). Hvis initiativet ikke var vores, var vi Guds små robotter, der elskede Ham, fordi..det skulle vi.
Tag lignelsen om den fortabte søn, som er den lignelse, der bedst beskriver vores forhold til vor Himmelske Fader. Den kærlige far stod altid ventende, tilgængelig med sine åbne arme. Men den fortabte søn måtte SELV tage det første skridt. Havde den fortabte søn ikke selv taget dette skridt, kan man kun gisne om, hvordan det ville været gået den fortabte søn. Det tilsvarende ses tydeligt i Bibelen. Læser man beretningerne om alle de syge og besatte, tag f.eks. helbredelserne af de spedalske, den lamme i Kapernaum, den blinde, kvinden med blødninger, den månesyge dreng; alle disse personer tog selv det første skridt og henvendte sig til Jesus. Jesus viste sig i horisonten, og folk der troede på Ham, kastede sig for Ham og henvendte sig. Det samme simple princip gælder for os. ”Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, Fader!” (Gal. 4, 6-7)
Gud har skabt vore hjerter, så de råber efter Ham. Et større initiativ kunne Gud ikke skabe!!
Vi har en fri vilje, Gud ikke overtræder. Sankt Faustina, en af de største moderne helgener, skrev i sin dagbog: ” God never violates our free will. It is up to us whether we want to receive God´s grace or not. It is up to us whether we will cooperate with it or waste it” (Diary 1107). Jesus giver også udtryk overfor Skt. Faustina, at Han vil have, vi skal være aktive i vores frelse, vi skal selv tage initiativer. For at nævne to andre citater sagt af Jesus til Skt. Faustina: ”My Heart overflows with great mercy for souls(…). If only they could understand that I am the best of Fathers to them and that it is for them that the Blood and Water flowed from My Heart as from a fount overflowing with mercy. For them I dwell in the tabernacle as King of Mercy. I desire to bestow My graces upon souls, but they do not want to accept them (…). Oh, how indifferent are souls to so much goodness, to so many proofs of love! (…). They have time for everything, but then have no time to come to Me for graces” (Diary 367). ”Tell sinners that no one shall escape My Hand; if they run away frim My Merciful Heart, they will fall into My Just Hands. Tell sinners that I am always waiting for them, that I listen intently to the beating of their heart…When will it beat for Me? Write that I am speaking to them through their remorse of conscience, through their failures and sufferings, through thunderstorms, through the voice of the Church” (Diary 1728). Jesu ord, ikke mine.
Og det er her, jeg synes kristendommen går hen og bliver grænseoverskridende og så ufattelig for den menneskelige forstand. At tænke sig Gud har skabt sine børn med så stor en kærlighed, at Han har skænket os én så stor frihed i vor frie vilje, at slutresultatet for nogle af Hans børn vil være, at de vil ende i helvedes ild..Ja, Guds største kærlighedserklæring findes virkelig i den fri vilje, vor menneskelige frihed, Gud har skænket os.
Forfatteren af teksten svarer:
Det kan være , vi taler samme sprog men bare med to forskellige accenter. Et kærlighedsfuldt forhold – hvad enten det er et venskab, et ægteskab – kræver to parter, der VIL hinanden. Lukker den ene part helt af, kan man blive i tvivl om, hvad dette forhold var baseret på. Gud viser sig dagligt for os i selv de mindste ting. Hele tiden. Overalt. Alt er nåde, ingen tvivl omkring dette. Men kræver vi nu også, at Gud skal skabe vor tro i form af initiativer, og at Han hele tiden skal være den første, der tager skridtet imod os (hvad Han jo i realiteten i forvejen gør. Se dig omkring; endnu en gang – alt er nåde). Hvis initiativet ikke var vores, var vi Guds små robotter, der elskede Ham, fordi..det skulle vi.
Tag lignelsen om den fortabte søn, som er den lignelse, der bedst beskriver vores forhold til vor Himmelske Fader. Den kærlige far stod altid ventende, tilgængelig med sine åbne arme. Men den fortabte søn måtte SELV tage det første skridt. Havde den fortabte søn ikke selv taget dette skridt, kan man kun gisne om, hvordan det ville været gået den fortabte søn. Det tilsvarende ses tydeligt i Bibelen. Læser man beretningerne om alle de syge og besatte, tag f.eks. helbredelserne af de spedalske, den lamme i Kapernaum, den blinde, kvinden med blødninger, den månesyge dreng; alle disse personer tog selv det første skridt og henvendte sig til Jesus. Jesus viste sig i horisonten, og folk der troede på Ham, kastede sig for Ham og henvendte sig. Det samme simple princip gælder for os. ”Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, Fader!” (Gal. 4, 6-7)
Gud har skabt vore hjerter, så de råber efter Ham. Et større initiativ kunne Gud ikke skabe!!
Vi har en fri vilje, Gud ikke overtræder. Sankt Faustina, en af de største moderne helgener, skrev i sin dagbog: ” God never violates our free will. It is up to us whether we want to receive God´s grace or not. It is up to us whether we will cooperate with it or waste it” (Diary 1107). Jesus giver også udtryk overfor Skt. Faustina, at Han vil have, vi skal være aktive i vores frelse, vi skal selv tage initiativer. For at nævne to andre citater sagt af Jesus til Skt. Faustina: ”My Heart overflows with great mercy for souls(…). If only they could understand that I am the best of Fathers to them and that it is for them that the Blood and Water flowed from My Heart as from a fount overflowing with mercy. For them I dwell in the tabernacle as King of Mercy. I desire to bestow My graces upon souls, but they do not want to accept them (…). Oh, how indifferent are souls to so much goodness, to so many proofs of love! (…). They have time for everything, but then have no time to come to Me for graces” (Diary 367). ”Tell sinners that no one shall escape My Hand; if they run away frim My Merciful Heart, they will fall into My Just Hands. Tell sinners that I am always waiting for them, that I listen intently to the beating of their heart…When will it beat for Me? Write that I am speaking to them through their remorse of conscience, through their failures and sufferings, through thunderstorms, through the voice of the Church” (Diary 1728). Jesu ord, ikke mine.
Og det er her, jeg synes kristendommen går hen og bliver grænseoverskridende og så ufattelig for den menneskelige forstand. At tænke sig Gud har skabt sine børn med så stor en kærlighed, at Han har skænket os én så stor frihed i vor frie vilje, at slutresultatet for nogle af Hans børn vil være, at de vil ende i helvedes ild..Ja, Guds største kærlighedserklæring findes virkelig i den fri vilje, vor menneskelige frihed, Gud har skænket os.
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.