Skriftemålet: vejen til frihed
På forsiden af det seneste nummer af Katolsk Orientering finder vi ikke mindre end en sensation: en artikel, hvori katolikker opfordres til regelmæssigt at gå til skrifte! En sensation, fordi denne åbenlyse nødvendighed har været fortiet i så mange år. Men nu er tiden vel også i den grad moden til til et vendepunkt.
Generalvikar Lars Messerschmidt (der som biskoppens vikar repræsenterer bispedømmet) skriver bl.a.:
Den hellige Jean Marie Vianney hørte skriftemål i op til 16 timer i døgnet...
For nogle vil et ærligt skriftemål være den eneste effektive måde at blive forsonet på, for andre vil det være den bedste måde. Erfaringen viser det, så den praktiske konklusion for os katolikker, der har fået så stor en gave som bodens sakramente, er at gøre brug af den her i julen og hvorfor ikke også regelmæssigt f.eks. hver måned?
En sådan praksis vil ændre troslivet radikalt.
Man kan kun glæde sig over, at dette emne bringes frem på en så fremtrædende plads og med en så autoritativ signatur. “For nogle… for andre…” – men for alle: der er ingen vej udenom skriftemålet. Forsoningen med Gud er en forudsætning for at den fred, vi synger om i juledagene, også kan indfinde sig i vort hjerte. Og den forsoning forudsætter at vi gør op med synden i vort liv: ikke kun de ydre gerninger (selvom de kan være alvorlige nok !), men også den indre disposition ift. Guds gaver: er vi taknemmelige for hvad vi får hver dag af Gud? Elsker vi Gud med en ægte Gudsfrygt, har vi kun forbryderens frygt for straf, eller er vi (måske mere almindeligt!) nærmest ligeglade? Elsker vi Gud i hvert eneste af eneste af vore medmennesker, der som vi er skabt i Hans billede? Hvor ofte har vi ikke betragtet medmennesker som redskab, som forhindring, som konkurrent etc.! Når vi betragter disse og lignende spørgsmål fra vejledninger til skriftemålet, indser vi at også uden “dødssynder” af den mest ydre og objektive slags, har vi bestandig brug for at gøre bod for vor eftergivenhed overfor syndens natur. Selvom vi pga. arvesynden ikke kan undslippe den, har vi dog fået det afgørende middel til at bekæmpe vor syndighed, i Kristi eksempel og fremfor alt i den nåde, der strømmer fra Hans Offer på Korset.
Tom skriftestol - er troen død her?
Her i adventstiden bør skriftestolene i vore kirker derfor være fulde, før, under og efter Messen. Den første forudsætning er naturligvis, at en præst er rede til at høre skriftemål. I mange sognekirker i Danmark er der kun tomme skriftestole (hvis de da ikke helt er fjernet). Jeg er ikke sikker på, at katolikkerne ikke gerne vil skrifte – men at “bestille tid”, fx ved at opsøge præsten på den ene eller anden måde, kan nok være en hindring for mange, særlig hvis det er længe siden sidst. I udlandet ser man ofte at skriftestolen er “bemandet” på bestemte tidspunkter, ofte også under messen, og der mangler ikke skriftebørn! Der er selvfølgelig et spørgsmål om tilvænning: man skal lære (igen) at gå til skrifte, og det skal være noget man gør regelæssigt (som generalvikaren også anbefaler i ovst. citat). Det er en påtrængende pastoral opgave at bringe de troende tilbage til denne vitale praksis i troslivet. Skriftemålet kommer før kommunionen (endda som en ufravigelig betingelse i tilfælde af dødssynder – der ikke er så sjældne, som man kan tro). Det kunne godt være et tema, som kunne tages op fx i adventstidens prædikener, og vore præster kan gøre meget andet for at udvikle en mere praktisk forståelse af bodens sakramente.
Fulde skriftestole - et sikkert tegn på trosliv i et sogn.
I den forbindelse er der da også en chokerende erkendelse at læse i forsideartiklen fra Katolsk Orientering. Generalvikaren skriver: “Jeg møder fra tid til anden katolikker, herunder konvertitter, der aldrig har været til skrifte…” Dette er ikke muligt, med mindre disse katolikker aldrig har været til kommunion! Og det er næppe tilfældet. Mere sandsynligt er det, at de pågældende har glemt deres første – måske eneste – skriftemål, hvis en katolsk præst da ikke inden deres første kommunion skulle have undladt at insistere på det – hvilket ville være et alvorligt embedsmisbrug. Og skriftemålet er nok en af modernismens mest skærende sten i skoen, fordi nødvendigheden af den sakramentale syndsforladelse så radikalt udfordrer det illusoriske billede, moderne mennesker gerne vil have af sig selv som “uafhængige voksne”, der klarer sig selv uden at have brug for selvransagelse og sakramentel syndsbekendelse.
Hvis det lykkes at lære danske katolikker at gå til skrifte igen – og nu er bolden i hvert fald givet op af generalvikaren! – så vil det da også netop føre til en radikal forandring af troslivet, som kun kan lede en vej: væk fra modernismens månesyge forherligelse af den egoistiske frihed, og op mod Traditionens realistiske, klarsynede billede af mennesket som syndefuldt, men dog i stand til at rejse sig fra syndens fald – ikke ved egne kræfter, men ved Kristi Nåde, som formidles gennem Hans Kirke. For den virkelige frihed opnås jo ikke ved illusionens kraft, men ved sandhedens: “Sandheden skal sætte jer fri” (Johs. 8, 32).
Kort sagt: sluk for computeren, ransag din sjæl, og skynd dig så til skrifte!
Inden du slukker: særlig hvis det er længe siden sidst, kan nedst. lille video være en god og praktisk hjælp (se også nedf.):
“Act of contrition” = angerbønnen, bedes stille, før eller under præstens udtalelse af syndsforladelsen:
Min Herre og min Gud! Af hele mit hjerte angrer jeg alle mine synder. Jeg vender mig med afsky fra dem, fordi jeg ved dem har fortørnet dig og fortjent at blive straffet af dig, min største velgører og kærligste Fader. Men i særdeleshed er jeg bedrøvet over, at jeg ved mine synder har været utaknemmelig imod dig og gjort dig imod, du, det højeste og mest fuldkomne gode, som jeg elsker over alt. Kærligste Fader! Lad mig ved Jesu uendelige fortjenester finde nåde og tilgivelse hos dig. Med din bistand foresætter jeg mig oprigtigt at forbedre mig og undgå enhver lejlighed til synd. Jeg vil ikke for nogen pris atter begå en svær synd. Hellige Guds Moder, syndernes tilflugt! Bed for mig. Amen. (Salme- og bønnebog, s. 796f).
3 svartil «Skriftemålet: vejen til frihed”
[...] med et indlæg til forsvar for det katolske skriftemål – som han meget rammende har givet titlen ”Skriftemålet – vejen til frihed”. Helt i traditionel katolsk ånd fremhæver han her skriftemålets mange fortræffeligheder, [...]
Jeg har ofte undret mig når jeg har været syd på og besøgt en kirke, hvordan der kan være to skriftebørn i én skriftestol? sidder der to præster ved siden af hinanden eller hvordan foregår det?
Og så angående skriftemål efter aftale, så er min erfaring også at det forhindre folk i at gå til skrifte… de unge som jeg jo primært snakker med i min kirke, har meget svært ved at skulle aftale en tid og sidde på et kontor og se præsten direkte i øjnene… de ville foretrække den mere anonyme skriftestol… Selv konverterede jeg da jeg var 17 og modtog først der også dåben, så jeg behøvede jo ikke skriftemål.. men da tiden kom og jeg skulle have mit føste skriftemål var jeg godt nok nervøs da jeg skulle sidde og se min præst i øjnene… både stemmen og hænderne rystede… men til gengæld var det også en kæmpe lettelse da jeg fik absolutionen…
Jeg tror den mest optimale for begge parter; skriftebarn og skriftefader, ville være hvis man kunne beholde skriftestolene og så sætte et bestemt tidspunkt hvor præsten sad der.
Kære Casper
skriftestole som på billedet, med plads til to skriftebørn er helt almindelige sydpå, og findes nok også i Danmark. Nej, der er kun én præst (han sidder i midten). Hans rum er indvendig forsynet med skydelåger til begge sider – foran gitteret, gennem hvilket præsten hører skriftemål. Præsten hører naturligvis kun ét skriftemål ad gangen – og imens er den anden låge lukket, og skriftebarnet på denne anden side har tid til at knæle og besinde sig.
Det er en indretning som er praktisk når der er mange som skal til skrifte.
Skriftestolen giver en vis afstand mellem præst og skriftebarn, som gør det mindre “personligt”. Det er jo ikke præsten man skrifter sine synder for!!! Og jeg ville faktisk nødig prøve den der “lægeværelses”model du beskriver, selvom den er lovlig.
Vi er også enige om at de fleste sogne nok godt kunne bære 1 times skriftetid om ugen – især hvis man opfordrede de få, der stadig skrifter, til at benytte denne tid, så præsten ikke kom til at sidde og spilde sin tid. Så kunne man jo udvide tiden efter behov… det er jo bare at foreslå det i din sognekirke!
Venlig hilsen, Carl
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.