Skriftestolen og mistilliden
Bodens sakramente, i daglig tale skriftemålet, er på mange måder blevet et tabu i Kirken efter 2CV. Som vi tidligere her på bloggen har gjort rede for, er dette sakramente i foruroligende grad forsvundet i neokatolske kirker, idet et flertal af katolikker springer syndsforladelsen over og går direkte til kommunionen. Ganske vist er den hellige Eukaristi et så nåderigt sakramente, at mindre synder ikke er en hindring for at modtage den. Men den, der med en svær og overlagt synd på samvittigheden (fx ægteskabsbrud) går til kommunion, opnår ingen nåde derved, men pådrager sig tværtimod endnu en svær synd.
Katolsk skriftestol
Der er på dette som på så mange andre punkter intet nyt i Kirkens lære – kun i modernistisk praksis og (mangel på) forkyndelse. Skriftemålet bliver aldrig “let”, men det er stadig en nødvendig og tilbagevendende del af alle katolikkers liv. Og det er da også en ufravigelig betingelse for at modtage den første hellige kommunion, normalt omkring 8-årsalderen, at barnet forinden har aflagt skriftemål, modtaget den sakramentale tilgivelse og gjort bod.
Skriftemålet foregår i den katolske kirke i en skriftestol, hvor præst og skriftebarn er adskilt af et gitter, og skriftebarnet knæler fra modtagelse til bortsendelse. Men skal man tro den norske avis “Vort Land”, har de nordiske biskopper i tankerne at lave om på det. Her læser man flg. ikke mindre end chokerende melding fra de nordiske biskoppers møde, som afholdes i disse dage i Bergen:
Biskopene ønsker konkrete regler for presters og andre menighetslederes forhold til barn og unge:
Ved første skriftemål, som katolske barn gjerne går til i åtteårsalderen, skal presten sitte på en benk foran barnet. Skriftemålet skal foregå i kirkerommet, helst med andre mennesker tilstede i kirken.
Når barn eller unge besøker prestekontoret, skal døren helst stå åpen – og i hvert fall ikke være låst. (etc. etc.)
Modernistiske faresignaler?
Baggrunden er ikke overraskende de talrige tilfælde af anmeldelser om overgreb på børn og unge, hvor den anklagede er katolsk præst.
Men så er det man lige må tage et skridt tilbage: kan det virkelig være løsningen på problemet, at lade skriftemålet – børns eller voksnes – foregå i mere eller mindre fuld offentlighed, og uden skriftestolens velkendte ramme – ja, med påbud om “vidner”?
Skriftestolen er jo ikke blot en praktisk foranstaltning, men også et tegn på, at det ikke er for den celebrerende præst, men for Kristus selv, at vi bekender vore synder.
Hvis man nu går så vidt som til at ændre Kirkens almindelige praksis – i det omfang den stadig eksisterer, hvilket i hvert fald gælder børn, der ikke har modtaget kommunionen – så synes jeg, vi er kommet meget langt ud. Jeg tror i hvert fald en del katolske forældre vil betakke sig for at lade deres børn skrifte i en situation hvor der fra biskopperne forlanges vidner til stede, så der ikke sker forbrydelser!
Nej, her er man afgjort på vildspor. For det første er skriftestolen utvivlsomt et sikrere sted for børn og unge end diverse rock-arrangementer, som neokatolicismen har gjort til særlige manifestationer af en spiritualitet, hvis højeste mål er at forene sig med det mest overfladiske i tidsånden. For det andet er det et ufravigeligt krav til biskopperne at fjerne evt. børnemisbrugere fra præstetjenesten – snarere end at dække sig af mod ansvarspådragelse ved denne type mistillidsskabende “regler”. For det tredie har vi som katolikker simpelthen ret til at skrifte i en skriftestol. Af Kanonisk lov, 1983, §964, fremgår det at “skriftemålet skal høres i en skriftestol, undtagen hvor en retfærdig grund til undtagelse foreligger”. Og det kan det vist ikke siges at være, at biskopperne ikke har styr på deres præster. Her tænkes snarere fx på skriftemål for syge og døende.
Men i dette som i så meget gælder selvfølgelig, at vi som katolikker må lægge to og to sammen og sikre os så godt vi kan – og her tænkes ikke på det (normalt, da!) utænkelige overgreb på legemet, men på det langt mere tænkelige overgreb på troen og sjælen, som når en præst (hvilket faktisk forekommer) vil bilde os ind, at det er en pligt at deltage i liturgiske eksperimenter. Og her drejer tilliden til præsten sig om langt mere end det selvfølgelige, at han ikke er utilregnelig i strafferetlig forstand.
Herre, skænk os præster! Herre, skænk os hellige præster! Herre, skænk os mange hellige præster!
5 svartil «Skriftestolen og mistilliden”
Hvad er 2CV ? Det er næppe bilen, der tænkes på
Kravet om at der skal være andre til stede i kirken kan jeg forstå – de behøver jo ikke være så tæt på at de ligefrem kan høre hvad der bliver sagt. Men at det skal foregå udenfor en skriftestol giver ingen mening overhovedet. I skriftestolen er præsten adskilt fra barnet ved et gitter, men udenfor er der ingen barriere. Der er således på sin vis større risiko for at præsten kan forgribe sig på barnet udenfor skriftestolen end indenfor.
Men i øvrigt er det jo trist at vi overhovedet tænker i de baner. Nu har jeg ikke selv børn, men ville du ikke mene at man som forælder er nødt til som udgangspunkt at stole på de mennesker der tager vare på ens børn? Ellers ville man da aldrig med ro i sindet kunne sende dem i vuggestue, dagpleje, børnehave, skole eller fritidshjem eller til håndboldtræning, spejder eller lektiehjælp. Man ville end ikke kunne lade dem lege ovre hos naboen og knap nok være tryg ved at de var alene med den anden forælder. Præsten i kirken burde da være ens mindste bekymring. Pædofilofobi vil bringe vores samfund i knæ hvis det får lov at få overhånd.
“Hvad er 2CV ? Det er næppe bilen, der tænkes på”
Hehe – ja og nej: http://katolsk.eftertanke.dk/2010/06/19/2cv-brug-og-misbrug/
2CV er 2. concilium vaticanum
Kære Gideon,
du skriver:
Nu har jeg ikke selv børn, men ville du ikke mene at man som forælder er nødt til som udgangspunkt at stole på de mennesker der tager vare på ens børn?
Jo netop, og da af alle mest en præst som man betror deres sjælesorg til… der skal som sagt meget mere til end en ren straffeattest!
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.