Misbrug, Verden og Kirken
Note (5/4): Nedst. artikel har nu i over to uger figureret under den stærkt misvisende overskrift “Misbrug skyldes galskab i det verdslige samfund” på en vis hjemmeside knyttet til avisen “Kristeligt dagblad”, trods gentagne protester fra min side. Enhver, der har læst ovst. vil se, at overskriften ikke dækker indholdet. Hvis der anføres en årsag, er det snarere en postkonciliær galskab i dele af Kirken, som i alt for mange tilfælde har muliggjort at Kirkens love blev overtrådt uden at der blev grebet ind. Man bemærker i øvrigt, at samme hjemmeside/avis har valgt at bortcensurere indledningen, der afslører avisens metoder når det gælder at finde nogen, som vil spille med på hetzen mod Kirken i al almindelighed – hvorved resten af teksten bliver uforståelig, fordi den refererer til den citerede henvendelse. Alt i alt en redaktionel manøvre, som jeg ikke vil tøve med at kalde både sjusket og uetisk.
Jeg fik i dag flg. henvendelse fra en redaktionssekretær på to websteder der hører under avisen Kristeligt Dagblad (religion.dk og kristendom.dk). Hun beder mig om en kommentar til biskop Czeslaws udtalelser ang. den præstelige disciplin i 80′erne, med helt uformummede antydninger af hvad kommentaren skulle indeholde. For at gøre det klart, hvad dette indlæg handler om, citerer jeg copy/paste fra mailen:
I forbindelse med den aktuelle debat om seksuelle overgreb i den katolske kirke vil jeg høre, om du har mulighed for kort at kommentere sagen til kristendom.dk.
Biskop Ceslaw Kozon har udtalt: Det er ofrene eller ofrenes værge, der skal anmelde sager. Vi er ikke forpligtet som kirke til at anmelde, men vi vil selvfølgelig bistå ofrene i enhver form for opklaring.
Hvorfor skal kirken ikke anmelde seksuelt misbrug, hvis man får kendskab til det?
Ceslaw Kozon har ligeledes sagt: Jeg har en gang fået en henvendelse fra en mor, hvis datter havde oplevet noget med en præst. Men moderen forlangte ikke, at sagen skulle tages op. Præsten var døende på det tidspunkt, og derfor så hun ingen anledning til at gå videre med sagen. De involverede præster er døde i dag på nær en, og han er ikke længere i aktiv tjeneste. Så det er ikke længere aktuelt.
Burde den katolske kirke i Danmark ikke i højere grad stille sig på ofrenes side – og selvom sagerne er juridisk forældede så anerkende den smerte, der kan ligge i at være blevet udsat for et misbrug?
Jeg håber meget, du vil svare på ovenstående. Helst i løbet af de næste par dage, hvis det er muligt.
Voilà. Nu har læserne fået spørgsmålet, og så skal de (og den omtalte avis) også få et svar.
Hvorfor skal kirken ikke anmelde seksuelt misbrug, hvis man får kendskab til det?
Så vidt jeg kan se, siger biskop Czeslaw ikke hvad spørgsmålet siger; det er en klassisk manipulation à la “Hvorfor skal borgmesteren ikke holde op med at tage af kassen”. Biskoppen omtaler et tilfælde, hvor gerningsmanden var døende og offerets mor (som henvendte sig) ikke ønskede sagen taget op. Der kan vist ikke fastsættes regler for, hvordan man skal vurdere en sådan situation. Da der tilsyneladende ikke var tale om en situation der indebærer ubetinget og ubrydelig tavshedspligt (sakramentalt skriftemål) kan vurderingen måske diskuteres, men kun hvis man ved mere om situationen end vi gør på det foreliggende grundlag.
Burde den katolske kirke i Danmark ikke i højere grad stille sig på ofrenes side – og selvom sagerne er juridisk forældede så anerkende den smerte, der kan ligge i at være blevet udsat for et misbrug?
Igen et groft manipulerende spørgsmål. Man kan selvfølgelig altid gøre mere – og aldrig nok – for at anerkende, trøste og hjælpe ofrene for en sådan forbrydelse, som vi taler om her. Nu er der altså godt nok ikke tale om velbeskrevne og dokumenterede sager som i udlandet – men det er da ikke umuligt at de har været der også i Danmark. Da må Kirken naturligvis træde til med beslutsom hjælp af enhver art. Der er i øvrigt intet i biskoppens udtalelser der bringer i tvivl om, at Kirken i Danmark vil gøre sit yderste i den retning.
Så vidt så godt. Men vi er ikke helt færdige med henvendelsen. Hvor mange den er sendt til, ved
jeg ikke, men mon ikke det lykkes at finde en og anden person, som er villig til at agere Judas og kaste sig over biskop Kozon på det mere end tynde grundlag, som disse udtalelser er. “Burde Kirken ikke…” – jo, det er da også for dårligt… etc.
Både selve sagen (misbrugsskandalerne i udlandet) og ovst. henvendelse er symptomer på, at der faktisk er noget helt galt med det verdslige samfund og at noget af denne galskab er trængt helt ind i Kirken, i og med at disse misbrug og fortielserne af dem kunne finde sted.
Det der er galt med det verdslige samfund er selvfølgelig ikke, at man slår hårdt ned på børnemisbrug, men at disse samfund på stort set alle andre punkter har opgivet enhver seksualmoral: fri promiskuitet, uhindret adgang til fosterdrab, ægteskabet som blot en blandt mange “samlivsformer”, etc. etc. Så er der en ekstra sødme i at kaste sig over den katolske kirke, hvis fastholdelse af naturlige og traditionelle moralske normer man vel håber at kunne komme til livs ved at pege på (alt for mange og helt ubetvivlelige) tilfælde af svigt i Kirkens egne rækker.
På denne blog er der tidligere gjort rede for, at misbrugsskandalen i Kirken er uløseligt knyttet til den opløsning i Kirkens disciplin – ikke mindst for så vidt angår præstestanden – som begyndte omkring 2. Vatikankoncil og har været fuldt udfoldet fra halvfjerdserne. Det er altså ikke Kirkens afstand til “verden” men de mislykkede forsøg på at “opløse Kirken i verden” som vi nu ser resultaterne af. En præstestand, som lige fra seminariet opdrages til at “leve som andre mennesker” – med en de facto accept af homoseksualitet og andre afvigelser fra Kirkens lære – og hvor der, til dels også pga. den accelererende præstemangel, ses igennem fingre med ting som der tidligere blev slået hårdt ned på, herunder altså også overtrædelser der stadig (og med fuld ret) betragtes som forbrydelser af de verdslige samfund.
Det er altså grundlæggende “åbningen af Kirken” der har spillet fallit. Det er ikke biskop Kozons skyld; han hører til de biskopper, der er loyal overfor Kirkens lære i moralteologiske spørgsmål. For sådanne biskopper er situationen smertelig, men løsningen er åbenlys: at genetablere den fulde moralske og læremæssige disciplin i Kirken og skille sig af med de, der ikke vil følge den.
Det vil utvivlsomt føre til en vis decimering – også i præstestanden – beslutsomt at afhugge de rådne grene på vintræet, men det er nødvendigt for at resten kan vokse sig sundt og stærkt. Så må vi sætte vor lid til Kristi eget løfte om, at Helvedes porte aldrig helt vil få magten over Hans kirke – uanset, hvor meget Hans hellige legeme martres i denne mørke tid.
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.