En ny slags sogne – og bispedømmer?
Et lidt overset afsnit i Motu Propriet Summorum Pontificum (2007) åbner mulighed for, at en biskop kan oprette et personalsogn for troende, som er knyttet til Kirkens traditionelle liturgi. Det er ikke en mulighed, som er bragt i anvendelse ret mange steder; et nyoprettet website, som ganske vist er under opbygning (og således ikke hævder at have en komplet liste), opregner i alt 31 sådanne sogne i 8 lande. Det er iøjnefaldende, at kun 4 af disse er beliggende i Europa (3 i Frankrig og 1 i Italien).
Det fremgår af ledsagebrevet til Motu Propriet, at dets brug skal evalueres til september (3 år efter ikrafttrædelsen), og da vil vanskeligheden med dette punkt måske få særlig opmærksomhed. Man kan nemlig godt få den tanke, at der er en dybere forklaring på de mange forhindringer, som de troende møder, både ift. at opnå et egentligt sogneliv og ift. blot at få adgang til sakramenterne, således som motu propriet foreskriver det. Verdens territorialbiskopper er alle viet til og i den nye ritus, og selvom de ikke alle er direkte modstandere af Pavens Motu Proprio, så er det nok kun få som tænker på denne del af Kirken som noget de er personligt ansvarlige for.
Det vil derfor være naturligt, at der oprettes et eller flere personal-bispedømmer til den traditionelle ritus, som kan organisere sognestrukturen for den traditionelle ritus.
En mulighed, som der for tiden arbejdes hårdt på, er at de fire biskopper fra Skt. Pius d. X.’s
Biskop Fernando Rifan, Campos, Brasilien
selskab bliver de første ledere af sådanne bispedømmer, hvis jurisdiktion ikke vil være geografisk, men pastoralt bestemt. Men der er da heller ikke nogen grund til, at præster fra de fuldt integrerede præsteselskaber, som eksklusivt fejrer den traditionelle ritus, ikke skulle kunne blive biskopper med en sådan rolle – og med ansvar for de særlige opgaver, biskopper har, herunder firmelse og præstevielse (her efter de traditionelle liturgiske bøger, forstås). Faktisk blev en sådan biskop – Mgr. Fernando Rifan – allerede konsakreret af Pave Johs. Paul i 2003, men hans “apostoliske administration” har kun jurisdiktion i Brasilien.
Den katolske kirke har i øvrigt allerede i dag tilsvarende ordninger for andre anerkendte riter, i Danmark kender vi fx den ukrainske ritus, hvor biskoppen med ansvar for de troende i Danmark bor i Tyskland. For nærværende er deres situation ikke formelt den samme som den traditionelle romerske ritus, som motu propriet kalder “den ekstraordinære form af den romerske ritus”; men reelt er der ikke nogen forskel. Forskellen mellem Paul d. VI’s liturgiske bøger og de førkonciliære overgår langt de nuancer, som før koncilet kaldtes “riter” (fx er den traditionelle dominikanske ritus, som officielt var en ritus, meget tættere på den traditionelle romerske ritus end den efterkonciliære “ordinære” form af liturgien).
Spørgsmålet er snarere om den “ordinære form af den romerske ritus” reelt findes, idet de liturgiske bøger af 1969 (på latin) indeholder så mange variationer, og i praksis bruges på så utallige “uatoriserede” måder og i en række mere eller mindre korrekte oversættelser, at man næppe kan tale om en rituel enhed. Det menes at være blandt Pave Benedikts prioriteter at etablere en større grad af enhed og fællesskab også i denne sammenhæng.
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.