Irsk tragedie: et korrektiv
Gerald Warner of Craigenmaddie
Gerald Warner er en skotsk kommentator og historiker, som også har bestridt embeder som politisk rådgiver. Den bristiske avis Telegraph bragte i går en kommentar af Warner til den seneste medieudrulning af den tragedie, som har ramt den katolske kirke i Irland i og med de forfærdelige overgreb på børn (især drenge), som enkelte katolske præster og ordensfolk har gjort sig skyld i gennem de seneste 40 år. Hans kommentar drejer sig ikke om selve de afsløringer, som er fremkommet gennem det seneste årstid, og hvis tragiske alvor han som de fleste andre anerkender fuldt ud. Hans kommentar betvivler bestemt heller ikke nødvendigheden af den anger og beslutsomhed ift. at hjælpe ofrene, som senest er blevet udtrykt af den irske Kardinal Brady. Alle er vist enige om, at fortielsens og neddysningens årtier må være endegyldigt forbi.
Ærkebiskop John C. McQuaid
Nej, Warners kommentar drejer sig om at korrigere visse historiske unøjagtigheder og fortielser, som alligevel forekommer i visse britiske mediers fremstilling af tragedien, idet de nævner den tidligere ærkebiskop af Dublin, John Charles McQuaid, som en af de kirkeledere, som med større eller mindre bevidsthed medvirkede til at dække over forbrydelserne. Han peger således på, at kun tre af de 320 sager, som rapporten om overgrebene i Dublin har beskrevet, stammer fra McQuaids embedsperiode (1940-1972), og de tre sager vedrører alle én og samme præst, som i øvrigt er anonymiseret i rapporten. Biskop McQuaid igangsatte i flg. rapporten en procedure ift. denne præst, i overensstemmelse med den kanoniske ret, men døde før den kunne bringes til ende. De øvrige 317 sager stammer fra perioden efter 1972. Warner slutter at man i lyset af dette ikke kan tillade sig at drage den i øvrigt højt estimerede biskop ind i en skandale, hvis altovervejende grundlag daterer sig til efter hans embedsperiodes ophør.
Warner citerer også rapporten for at pege på nogle mulige årsager til, at det fra halvfjerdserne og fremefter stod så frygteligt til i bispedømmet: “Som vist i kapitel 4, virker det som om den kanoniske ret ophørte med at blive anvendt og respekteret i midten af det 20. århundrede”.
Ja, siger Warner, og vi ved alle hvorfor:
den post-konciliære periodes anarkistiske angreb på “legalisme” [overdreven optagethed af regler] og på “undertrykkende” seksualmoral, såvel som Kirkens almindelige forkyndelse i perioden, fremmede modernisternes sag. Når det kommer til at anvende den kanoniske
ret, indrømmer rapporten at ”Biskop McQuaid igangsatte processen uden at fuldføre dem” (det er svært når man er død). Ærkebiskopperne Ryan og McNamara [McQuaids efterfølgere] har tilsyneladende aldrig bragt den kanoniske ret i anvendelse [i de pågældende sager].
Det er selvfølgelig ikke til megen trøst for de hundredevis af børn og unge, som fik deres liv ødelagt af præster og ordensfolk i 70′erne, 80′erne og 90′erne, men det er ikke desto mindre væsentligt at lære af historien. Warner tøver ikke med at pege på den moralske og læremæssige opløsning, der prægede denne periode:
Det mareridtsagtige orgie af ubehersket dødssynd som fremlægges i denne rapport blev begået af moderne præster, med et stykke hvidt plastic som “romersk flip” hvis de i det hele taget bar nogen præstelig klædning – præster som nedbrød deres kirkers alterrum så grumt som de nedbrød børns liv. De afskaffede fromhedstraditioner som sakramental velsignelse, rosenkransen, regelmæssigt skriftemål, devotioner til helgenerne osv., som havde støttet
irernes tro i århundreder. En præst tilstår at have misbrugt over 100 børn. Det straffede man ham ikke for; men havde han fejret det tridentinske latinske messe, havde han ikke fået en fod til jorden.
Selvom der er så mange skyldige, og så mange ofre, er det vigtigt at lægge mærke til at ikke alle var skyldige, og også at lægge mærke til hvem de skyldige var. Fx er det urimeligt, når man peger på det præstelige cølibat som en årsag, eftersom dette fandtes både før og efter koncilet, og eftersom den langt overvejende del af overgrebene fandt sted på drenge. Det er også vigtigt at de ansvarlige tager hele ansvaret, og ikke lader noget af det falde på uskyldige:
Lad os få gjort rent bord. Denne beskidte gru var en skandale i den post-konciliære, de åbne vinduers, den relevante, den følsomme (ofte åbenbart på en forkert måde) katolske kirke. Så lad økumanikerne, de liturgiske opfindere, de karismatiske, tage ejerskab til den, og afstå fra at sværte en ærlig biskop og, med ham, den uforanderlige Kirke som opretholdt Irland gennem århundredernes undertrykkelse.
4 svartil «Irsk tragedie: et korrektiv”
I og med at rapportens kommission var at undersøge sager om misbrug i perioden 1975-2004 er det ligesom ikke så mærkeligt, at den ikke har så mange sager fra tiden før koncilet.
I øvrigt kan man i denne avisartikel se at rapporten beskriver, at McQuaid fejlede alvorligt mht. “den ene misbrugs sag” og i øvrigt IKKE holdt sig til kanonisk lov: http://www.irishtimes.com/newspaper/ireland/2009/1127/1224259548368.html
Hele rapporten kan læses på http://www.justice.ie/en/JELR/Pages/PB09000504
Takk for “Pauli ord”!
Tor.
Kære Karen,
hvis vi holder os til rapporten, som jeg også har set på, så er beskyldningerne mod Mgr. McQuaid meget begrænsede: de vedrører en præst, som i hans embedsperiode anklagedes for at have taget billeder af nøgne børn i et omklædningsrum på et sygehus; beskyldninger, som Mgr. McQuaid straks reagerede på, omend han ikke vurderede at sagen var alvorlig nok til at den skulle indrapporteres til Rom. At samme præst efter Mgr. McQuaids død begik langt alvorligere ting (dvs. egtl. misbrug) kan selvfølgelig vise, at den første reaktion (som bl.a. omfattede lægeundersøgelser af præsten) var utilstrækkelig. Men det forekommer alligevel urimeligt på dette grundlag at anklage en biskop, som sad i embedet i over 30 år. Rapporten tager i øvrigt eksplicit ikke stilling til de involverede præsters skyld, men hæfter sig alene ved de kirkelige og civile myndigheders reaktion. Her er det bemærkelsesværdigt, at Mgr. McQuaid reagerede dagen efter han fik orientering om sagen, og indkaldte præsten til en samtale. Rapporten omtaler, at samme præst holdt sig i skindet i flere år efter denne oplevelse. Selvom det altså ikke var “nok”.
Det er næppe sådan, at pædofili og anden kriminel adfærd slet ikke forekom i præsteskabet før koncilet; derfor fandtes der også inden kirkeretlige bestemmelse for, hvordan der skulle reageres på beviste tilfælde. Men den evidens, vi har, vedrører langt overvejende tilfælde fra efter 1970, og ikke mindst på at disse tilfælde systematisk blev skjult – uden hensyn til de kirkeretlige bestemmelser. Den frie presse fandtes også før 1970, og en skandale af tilsvarende dimensioner kunne også være kommet frem da – hvis der havde været grundlag for det. Og når det gælder historien, er det evidens der tæller – ikke spekulationer.
Men først og fremmest er man jo uskyldig indtil andet er bevist. Det gælder også de afdøde. Der er massiv evidens for at de seneste biskopper ikke har handlet som de burde – det har den siddende ærkebiskop også erkendt. Men det er, netop fordi disse sager er så forargelige og ækle, dobbelt ækelt at benytte lejligheden til at kaste smuds på hele Kirken og ikke mindst dens afdøde hædersmænd.
Venlig hilsen, Carl
Faktum er at McQaid forsøgte at klare “problemet” internt – uden henvendelse til Vatikanet – og uden henvendelse til de verslige myndigheder. Og det var en alvorlig fejlbedømmelse af situationen. (Og hvorfor er det i øvrigt “et begrænset problem” at en præst tage billeder af nøgne børn?)
Du skal også passe på med at bruge en ahistorisk indfaldsvinkel til misbrugsproblematikken. Det er rigtigt, at sexovergreb også i tiden før koncilet var forbudt ifølge kirkeloven og den verslige lov. Men faktum er også, at problematikken var stærk tabubelagt. Det er feminismen i 1970′erne, der først sætter voldtægtsproblematikken på dagsordenen og bryder med tabuet og forsøget på at få ofrene til at tie stille og føle sig skyldige. Deres kamp for offentlig fokus på sexovergreb på børn skaber i løbet af 1980′erne faktisk en voksende offentlig fokus på problematikken – og det er den, der igen medfører, at sager mod den katolske kirkes begynder at dukke op i 1990′erne for at eksplodere her i det nye årtusinde.
At de sager der her tages op ofte handler om sager i tiden efter koncilet er ikke så mærkeligt. Koncilet ligger altså mere end 40 år tilbage i tiden. Blev man udsat for sexovergreb i tiden før koncilet tilhører man altså de ældre årgange. Og her kan man af forskellige årsager have særligt svært ved at stå frem – f.eks. fordi man måske i højere grad end de yngre årgange føler, at man skal tage hensyn til kirkens omdømme.
Men på sin vis er det dog på et punkt rigtigt, at koncilet har haft indflydelse på antallet af sexovergrebssager: Koncilet har nemlig bidraget til at nedbryde præsters og biskopers autoritet – og dermed også mulighed for at true ofrene til tavshed og få myndighederne til at lukke øjnene for gejstliges forbrydelser.
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.