10 råd om den gode død
Den japanske film Departures (2008) handler om en ung cellist, som mister sit arbejde i et fint orkester og flytter hjem til sin fødeegn, hvor han lidt tilfældigt får arbejde som bedemand (eller rettere, “ligvasker”: hans opgave er at gøre det afsjælede legeme i stand til familiens “sidste afsked”). Efter i begyndelsen at have haft ret negative følelser ift. denne specielle beskæftigelse, oplever han efterhånden en stor glæde ved således at “gøre døden smuk”, ved at gøre de døde smukke – som en slags kunst, der udføres efter nøje forskrifter og samtidig med en nødvendig kreativitet. 
Ved den korte beskrivelse af filmen vil mange nok tænke: “det var da bizart”, eller måske ligefrem: “det må være en ulækker film”. Men det er det ikke. At se filmen tror jeg vil få mange til at overveje, hvorfor døden – ikke mindst det afdøde legeme – er blevet vor kulturs største tabu, samtidig med at næsten alle andre tabuer er forsvundet. Hvorfor er det et “fint” arbejde at være jordemoder – at assistere ved livets begyndelse - men et “grimt” arbejde at være bedemand, at assistere ved slutningen? Hvorfor er “arrivals” smukke men “departures” grimme?
Jeg kom til at tænke på den mærkelige konkurence, som arrangørerne af dette blogunivers holdt for nogle måneder siden. Det gik ud på at skrive 10 råd om “det gode liv”. Jeg tænkte allerede dengang på, hvor meget mere moderne mennesker har brug for 10 gode råd om “den gode død”. Vi dyrker jo allerede det jordiske livs fornøjelser næsten som en religion, og det kan være svært at føje noget nyt til “kunsten” at få mest muligt ud af det. Og netop denne sanselige “livsdyrkelse” er måske forklaringen på, at dødens mørke er blevet et tabu – for når tæppet går ned efter den berusende fest, er der måske kun – mørke – intet. Også den modernistiske religion fokuserer på dette liv som meningen med det hele – at gøre verden nu og her smuk og god. Men hvis der ikke er andet, bliver livet meningsløst og mørket efter det ubærligt – et tabu, noget som gemmes og ties væk.
For at leve et godt og meningsfuldt liv er det derfor langt vigtigere at fokusere på “den gode død”, retningen og målet for livet på Jorden. “Giv ham/hende den evige hvile, og lad det evige lys lyse for ham/hende”, hedder det i den katolske Requiem-messe. Det er vort livs mål.
Her er der sket et voldsomt tilbageskridt i vor kulturs åndelige liv. I middelalderen udgav man mange bøger om “kunsten at
dø” – Ars Moriendi, som denne genre kaldes, betyder netop det. Altså: gode råd om den gode død, som er forberedt ved et liv som fokuserer på målet: det evige lys, og lader alt andet være sekundært.
Kan vi gøre det i 10 punkter – læseren skal jo også videre? Jeg skal forsøge en fri komposition over den mangeartede litteratur der knytter sig til emnet, herunder ikke mindst Thomas a Kempis bog Kristi Efterfølgelse (1427):
1. Husk, menneske, at du er støv, og til støv skal du vende tilbage. Med disse ord betegner præsten vores pande med askekorset ved indgangen til Fastetiden. Vi må besinde os på livets korthed og skrøbelighed: vi har ikke tid til at glemme døden, for den kan indhente os når vi mindst venter det. At meditere over det jordiske livs korthed overbeviser os hurtigt om, at det ikke kan være meningen med sig selv.
2. Meditationen over Jesu Kristi allerhelligste liv og lidelse lærer os alt hvad vi har brug for at vide om vort eget liv. Nogenlunde sådan skriver Thomas a Kempis i sin bog, og fordybelsen i Kristi liv og eksempel – og efterlignelsen af det – er i og for sig alt hvad vi behøver for at leve vort eget.
3. Men det er svært at vide, hvad Kristus ville have gjort i vort sted – og selvom vi ved det, kan det virke umuligt. Derfor må vi ofte vende os til Kirken, dens lære og dens lærere, for at søge vejledning og hjælp. Aldrig at skilles fra Kirken – at forblive i den stridende Kirke for engang at tilhøre den sejrende – er derfor et helt nødvendigt princip.
4. At kende og hade vor svaghed og synd: det gør alle mere eller mindre ubevidst, for når vi vil gøre det gode, erfarer vi også at vi ofte ikke gør det. Men vi er nødt til at se det onde i os selv i
øjnene, hvis det ikke skal tage magten over os. At benægte Helvede får ikke denne realitet til at forsvinde. Når vi betragter det onde i os selv, ser vi da også en flig af Helvedes ild. Vi forfærdes over muligheden af evigt at pines i Helvedes luer, fordi vi frivilligt hengav os til ondskabens magt, mens vi endnu havde mulighed for at undslippe den.
5. At elske og ære Gud over alt på Jorden – fordi kun Gud kan give os styrke til, når vi er mest svage, at overvinde det onde i os selv. Fordi Gud har skabt alt det jordiske, og fordi vi ser det
jordiske nu og her, men ikke Gud – så kan vi også øve os i denne kærlighed ved at bestræbe os på at elske alt det jordiske som et tegn på Guds herlighed.
6. Flittigt at bruge de nådemidler Gud har givet os gennem sin hellige Kirke: fremfor alt i Det allerhelligste sakramente, Eukaristien, hvor vi af Kristi hellige legeme styrkes til kampen for at følge Ham efter.
7. At dø godt er at dø i nådens stand. Vi kan ikke undgå synden og dens greb om os helt – de
fleste af os endda meget langt fra. Men blandt de nådemidler, Kristus har givet os gennem sin Kirke, er Bodens Sakramente – skriftemålet – helt fundamentalt. Når vi angrer og bekender vore synder i Skriftestolen, kan vi modtage forladelse af dem – og dermed genvinde nådens stand, uden hvilken vi hverken kan modtage Eukaristien eller dø i forvisning om det evige liv. Uanset hvor ofte og hvor svært vi falder i synd, er Kristi nåde parat til at rejse os igen, når vi blot selv vil.
8. At gøre bod… når vi betænker, hvad vi ved vore synder har gjort af uret mod Kristus, som gav sit liv for at frelse os fra den evige fortabelse, da fyldes vi – selv efter at have modtaget syndsforladelse – med en inderlig længsel efter at gøre det onde godt igen, at deltage -
omend i ringe mål, og efter vore små evner – i Kristi lidelse for synden. Vi vil og må gøre bod, ofre, i vore daglige liv. Anger og bod går hånd i hånd.
9. At bede for de arme sjæle i Skærsilden. For Guds ansigt kan intet urent stå. Derfor må vi, selv hvis vi dør i nådens stand, sone vore synder efter døden. Men allerede i dette liv kan vi hjælpe de arme sjæle i Skærsilden ved at betragte deres længsel efter Gud, og den lidelse, som adskillelsen fra Ham bereder dem. Vi kan gøre aflad for dem. Ved at bede for vore afdøde og for alle sjælene i Skærsilden kan vi hjælpe de, der ikke længere kan hjælpe sig selv, og vinde nåde og aflad både for dem og for os selv.
10. I dødens time at bede Guds Moders hellige Hjerte om hjælp: at hun, der bedre end noget menneske kender Guds uudgrundelige mysterium, i denne stund vil styrke os og bevare os fra al fare, og gå i forbøn for os hos sin Søn, hvis Korsoffer alene kan frelse os. Hellige Guds Moder, bed for os syndere, nu og i vor dødstime!
3 svartil «10 råd om den gode død”
Vi bliver ikke enige om ret meget her, tror jeg, derfor kun lige ét spørgsmål:
“…uden hvilken vi hverken kan modtage Eukaristien eller dø i forvisning om det evige liv.”
Så vidt jeg var orienteret mener den romersk-katolske kirke ikke at det i det hele taget ER muligt at dø i forvisning om det evige liv? Man kan dø i håbet om det, og måske endda med en vis grad af fortrøstning/forventning, men vel aldrig forvisning?
Jo. Det er netop en af grundpillerne i katolsk tro, at den der dør i nådens stand kan have VISHED for det evige liv, omend der stadig kan være megen timelig skyld at sone i Skærsilden. Da intet urent kan indgå i Guds Himmel, er Skærsilden i øvrigt også en stor nåde!
Måske tænker du på, at vi ikke kan have vished for at noget menneske er gået fortabt – men hvad skulle vi da også bruge en sådan vished til. “Gud er større end vort hjerte” – vi kender ikke nådens grænser, og vi kan derfor at håbe og bede for enhver sjæls frelse.
De ti råd er gode klassisk katolske råd om vejen til at dø en rolig død. Men måske det bedste råd er at se sin synd og sin svaghed i øjnene og fortrøste sig til at Jesus gik i synderes sted, så synderen kvit og frit kan gå hjem til den himmelske Fader, der ikke vil, at en eneste skal fortabes, men at alle skal komme til sandheds erkendelse og komme hjem til sidst, hvor langt han end er veget fra retfærdighedens sti.
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.