Bør kristne kvinder bære slør?
Et af tidens mest kontroversielle religiøse “tegn” er utvivlsomt det islamiske “tørklæde”, som en del af vore samtidige kvinder bærer alle vegne, som tegn på deres muslimske religion. Det vil utvivlsomt overraske en del læsere, at katolske kvinder også skulle bære slør eller anden hovedbeklædning - dog kun i kirken – indtil 1983!
Det var der naturligvis ikke mange kvinder der gjorde i 1983, når de da ikke lige var til deres eget bryllup, hvor skikken er bevaret til vore dage. Men hvorfor skulle de så det, altså indtil 1983? Formelt set fordi det fremgik af Kirkens kanoniske lov:
Mænd skal have udækket hoved i kirken eller udenfor kirken, når de deltager i den hellige liturgi, undtagen hvor folkets godkendte skik eller særlige omstændigheder kræver noget andet; kvinder, derimod, skal tildække deres hoveder og være sømmeligt klædt, specielt når de nærmer sig Herrens bord. (Canon 1262.2, 1917)
Bestemmelsen forsvandt i den nugældende version af Canon fra 1983, men var altså gyldig indtil da. Punktum finale? Hvorfor opholde sig ved dette kuriosum? Kirkesløret er vel bare gået af mode, og Himlen er jo ikke faldet ned over os fordi reglen, der påbød det, blev overtrådt et par årtier.
Og dog. 
Den amerikanske journalist, Dr. Marian Therese Horvat, har skrevet en artikel om kirkeslørets tradition, med den militante titel: “Genopbygning – lad os begynde med sløret“. Hun begynder her med at minde om den bibelske baggrund for skikken, som bl.a. kommer fra Paulus’ 1. brev til Korintherne, hvor han skriver (11, 9-13):
Manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for 
mandens skyld. Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed. Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden; men alt er fra Gud. Døm selv! Sømmer det sig, at en kvinde beder til Gud med utilhyllet hoved?
Selvom Kirken for tiden fejrer et særligt “Paulus-år”, har man ikke rigtig talt om denne side af hans forkyndelse, selvom den på mange måder giver et mere nuanceret billede af apostelens kvindesyn, end det der synes at være gængst. Ganske vist siger han først, at kvinden blev skabt for manden, men det er jo blot en gengivelse af den del af Skabelsesberetningen i Første Mosebog (kap. 2), hvor Eva bliver skabt efter Adam, som “en hjælper” (1. Mos. 2, 18). Han minder straks efter om, at “ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden” – idet vi alle, kvinder som mænd, er født af en kvinde.
At kvinden må dække sit hoved er da heller ikke for mandens skyld, men i flg. Paulus “af hensyn til englene”. I sandhed et mystisk udtryk – men for de kristne måske ikke så mystisk endda, da “den nye Eva” – Guds Moder – altid afbildes med tildækket hoved i det for menneskeheden afgørende øjeblik, 
da hun besøges af Englen og giver sit ja, sit “fiat” ["det ske"]. Takket være hendes kvindeord kan det evige Ord, Gud selv, blive kød: Hun undfanger ved Helligånden det liv, som er Gud midt iblandt os, Kristus. Den nye Eva er “Guds hjælper” – ved hendes ja tager Gud bolig hos os. Det er dette dybe mysterium, som kvindens tildækkede hoved i kirken vidner om, idet vi også her står ansigt til ansigt med Kristus i Alterets Sakramente, og med englenes hærskarer, der usynligt svæver over alteret, priser Guds herlighed. Og det er et tegn på, at kvinder – ved deres særlige forening med Guds Moder, som kvinder og måske også mødre – med Hende har ærefuld del i den særlige “myndighed”, som Paulus nævner. Vi har som sagt bevaret dette tegn i den kristne brudedragt, i tilsvarende dragter, som bæres af kvinder, som aflægger de evige ordensløfter, eller af unge piger som modtager deres første Hellige Kommunion – og endelig også i de kvindelige ordensdragter.
Men denne ærværdige tradition blev altså fulgt af alle kristne kvinder i Kirken, fra dens tidligste tider, som anbefalet af Paulus. Den forsvandt så mange steder, sammen med så mange andre traditioner, i 60′erne og 70′erne, uden at det egentlig var påbudt eller bare tilladt. For de fleste var det ikke engang et bevidst brud på Kirkens lov, men en del af den almindelige opløsning på den tid. Og som så meget andet af dét, er også denne traditions afskaffelse så blevet tilladt ved en slags tavs efterbevilling, i dette tilfælde altså i 1983, hvor bestemmelsen forsvandt fra Kirkeloven.
Man kunne så sige: det er altså ikke længere aktuelt med denne besværlige skik - haleluja. Og lad os så komme videre!
Men kristne slør (og hatte) er ikke forsvundet. Mange steder – især hvor Kirkens 
traditionelle ritus i disse år vender tilbage – er også denne tradition blevet genoptaget. At det i dag er et bevidst valg, snarere end en vane eller et påbud, er måske en særlig pointe. Og Dr. Horvat slutter da også sin artikel med denne opfordring:
Løsningen er enkel. Kvinder må erkende den dybe og vidunderlige betydning i sløret, som en ceremoniel klædning der gør dem og deres bøn velbehagelige i Guds og engles øjne. Det er kvinder, der må genetablere denne tradition. For en kvinde, som følger denne Kirkens norm, viser derved sin accept af sin kvindelighed og sin plads i den guddommelige orden. Ved dette lille “fiat”, som genspejler Vor Frues store “fiat”, kan hun finde en lille del af den fylde, værdighed, sindro og glæde, som så sørgeligt mangler hos den moderne, ‘frigjorte’ kvinde.
Det er naturligvis ligesom med præstens og munkens dragt – det ydre tegn gør det ikke alene, så langt fra. Men det gør noget, og det har kvinder i dag en særlig mulighed for at erfare og vise en verden, der har fjernet sig fra det kald, som Jomfru Maria på menneskehedens vegne modtog.
4 svartil «Bør kristne kvinder bære slør?”
Jeg kan godt lide din pointe i indlægget om kutter, der ikke gør munke, men alligevel hjælper. Bl. a. er det, som du påpeger, en fordel at kunne kende en præst – også på afstand. Men her er der en væsentlig forskel, når det gælder slør på kvinder. Det er ikke en fordel at kunne kende en menig kristen på afstand. Hvorfor? Fordi det øjeblikkelig skaber farisæisme. Pointen med, at man ikke skal bede på gader og stræder, hvor alle ser det, er relevant her. Jeg har oplevet det i de kristne kirkesamfund, hvor kvinder stadig bærer tørklæde i kirken. Det gør, at kvinder, som træder ind i en kirke uden dette slør, straks bliver betragtet som mindre gode kristne – fra første blik, før de nogensinde har åbnet munden og fortalt noget som helst om sig selv. De er straks dømt, uden at man overhovedet skeler til hjerterne, hvor den virkelige rangorden er. Det skaber skel, hvor der ingen bør være (modsat i præstens tilfælde, hvor der er et relevant skel mellem præst og menighed). Så lige den tradition er jeg glad for at være fri for. Til en katolsk gudstjeneste i dag er alle i menigheden lige, ingen dømmes på grund af deres tøj. Det synes jeg er smukkere, giver en varm fællesskabsfornemmelse, der gælder alle, mænd som kvinder, børn som gamle. Alle er blot kristne. Det virker rigtigt. Helt rigtigt.
Hej Maria, jeg er fuldstændig enig med dig.
KH Elsebeth Bjoergit
ÅH nej…husker udmærket alt det med slør i en barn- og ungdom, hvad det bragte af konflikter! Selv lussinger, når man ikke makkede ret!
Det helt afgørende er – som Paulus har fastslået det – at overfor Gud er vi alle lige. Også mand og kvinde…
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.