Har man sagt A…
Har man sagt A, må man også sige B. Og man kunne tilføje: og 
C, og D… at en første beslutning kan have en lang række nødvendige konsekvenser, kender vi fra mange sider af livet. At det også forholder sig sådan med gudstjenestelivet, ser vi med de liturgiske forandringer, som den katolske kirke indførte i de vilde 70′ere.
Når præsten læser messe efter den traditionelle romerske ritus, vender han og menigheden det meste af tiden samme vej, idet alle står foran alteret, med præsten forrest - og øverst (alteret er anbragt på et podium, som præsten træder op på efter den såkaldte “trinbøn”). På alteret står seks lys, og centralt på eller over alteret finder vi også tabernaklet, hvori Kristi Legeme opbevares. Herpå står et Krucifiks, der udgør “det syvende lys”, Verdens Lys i den nye pagt. Alt i messen er således rettet mod disse; det udtrykker troen på Guds virkelige tilstedeværelse i messeofferet. Hele kirkerummet – men fremfor alt højalteret – er ydre tegn på, at Kristus er det centrum, mod hvilket alt i den hellige messe retter sig.
Denne opbygning af kirkerum og gudstjeneste findes i mange andre kristne riter og gudstjenesteformer, herunder de ortodokse og til en vis grad også i den danske version af den prostestantiske gudstjeneste.
Man har så hæftet sig ved, at når præsten således frembærer messeofferet vendt mod Gud, så ser menigheden ham mest bagfra. Hvis det nu var ham, messen drejede sig om, ville det jo være sært. Og hvis hovedsagen var at høre og se præstens person, eller at fejre vores fællesskab med præsten, ville det være direkte forstyrrende. Hvad motivet end har været eller er, blev det i årene omkring den liturgiske reform en stadig stærkere idé, at præsten burde kunne ses forfra under messen. Her sagde man så A: præsten skal vende sig mod menigheden. Der står han så og kigger på os og vi på ham.
Nuvel. Vi ser et nyt problem. Med alteret anbragt i øverst i kirken, ofte med en smuk altertavle bag selve alteret, skulle præsten jo fejre messe med hænderne på ryggen, uden at kunne se genstandene på alteret. Det ville ikke blot se sært ud, men også være meget upraktisk. Så sagde man B: man anbragte et lille bord foran præsten, en slags disk, som han kan forrette messeofferet ved.
Men det er stadig meget underligt. Præsten vender jo nu ryggen til Gud, til Kristi Legeme i tabernaklet og tegnet derpå, krucifikset. Det går jo ikke, selvom man bedre kan se og høre hvad præsten foretager sig. Så sagde man C: vi river hele det smukke gamle alter ned, og anbringer tabernaklet et andet sted i kirken, ofte skjult i et sidekapel (som i parentes bemærket ikke længere bliver brugt, da der i den nye ritus aldrig fejres flere messer samtidig). I nogle kirker er tabernaklet så anbragt i en lille boks i væggen til højre eller venstre for det nye “folkealter”. Hvis der er for meget plads bagved – der hvor højalteret stod – anbringes ofte en slags “trone”, hvor præsten kan sidde mens der synges salmer osv. Man kan se arrene efter disse operationer i langt de fleste katolske kirker; de få, som er bygget til den nye stil, er oftest meget enkle.
Nu har vi så et kirkerum, som minder lidt om en skoleklasse, med præsten i rollen som lærer og anbragt på det centrale sted, hvor Kristus tidligere tronede i tabenaklet. Præsten retter sit blik – og vel også sin opmærksomhed – mod menigheden, der på den måde også kommer lidt mere i centrum af det hele. Under hele messen kan menighed og præst så betragte hinanden, mens Kristi Legeme kun kommer frem i den sidste del af messen. Den første del – kaldet “ordets liturgi” – er da også blevet længere og mere betydningsfuld, ofte med flere små og store forklaringer indlagt. Det er altså to forskellige gudstjenesteformer, som fører til forskelligheder i det ydre, som selvfølgelig også afsætter sig i det indre.
Her siger man så D: når vi samles omkring et bord, er det jo normalt for at holde måltid, og “Herrens måltid” er da også blevet en almindelig betegnelse for messen i den nye ritus. Messen er naturligvis stadig fornyelsen af Kristi korsoffer – men tegnene derpå er i hvert fald ændret radikalt.
Det skal slutteligt bemærkes, at den nye messebog ikke kræver alle disse forandringer – ligesom ingen af dem er foreskrevet af Andet Vatikankoncil. Det er altså en skik, der har “vundet indpas”. At den er så udbredt, at den nye ritus stort set aldrig fejres “versus Deum” (vendt mod Gud), gør den ikke til andet end en skik, som kan forsvinde igen – helt uafhængigt af liturgireformen.
Pave Benedict har i øvrigt for nylig fejret messe efter den nye ritus, men “versus Deum”. Se nedenfor, og sammenlign så med de foregående billeder. Det er klart hvilket, det ligner mest. Og forskellen i udtryk er ikke ringe: det ene er teocentrisk (med Gud i centrum), det andet antropocentrisk (med os selv/menneskene i centrum).
4 svartil «Har man sagt A…”
Tja… nederste billede repræsenterer da et skridt på vejen.
Nu forstår jeg hvorfor man i den traditionelle liturgi fandt på at løfte messehagelen op under elevationen. Hvis ikke man gør det, og man har en “gotisk” messehagel på, ser det lidt klodset ud.
Tak for linkningen forresten. Jeg synes faktisk dine indlæg har været særdeles interessante og “to the point” – jeg er jo selvfølgelig helt med på hvad du skriver om, men dine kommentarer skal nok være en øjenåbner for flere.
Den store modstand i Danmark mod disse messer, bunder måske også i at visse præster udfører denne messe på en måde, så man tror det er for at han kan blive berømt på en speciel form for skuespil.
Det du skriver er jo udefra set meget rigtigt.
Men der er altså mange forskellige måder at holde messe på, som er aldeles lige gode.
Hold i bare jeres traditionelle messer, jeg vil gerne være fri for at deltage, det er ikke en messeform der får mig til at føle nærhed med gud.
Kære Himmel,
Jeg må sige, at det netop er de moderne gudstjenesteformer, der gør præsten til stjerne. Og jeg er personligt bare så træt af at se shows ved alteret.
Den traditionelle messe er Kristus-centreret, det er ikke præsten, der er i fokus. Den traditionelle messe har givet mig en åndelig nærig, som de moderne gudstjenesteformer bare ikke skænker mig.
Tillad mig at stille det lidt firkantet op: Den traditionelle messe er vertikal, mens de moderne former som oftest er horisontale: menigheden dyrker sig selv, og alt for meget afhænger af, hvem præsten er. Jeg foretrækker, at præsten er transparent, og at jeg får øje på Kristus, når jeg kigger mod alteret.
Hvor ofte har du deltaget i en traditionel messe, Himmel? Og hvor ved du fra, at alle messeformer er “lige gode”?
Alt godt
Peter
Jeg ved at alle messeformer er lige gode fordi de ellers ikke var godkendte.
Det er dog ikke alle messeformer der er lige velegnede for alle.
At mennesker er forskellige og oplever forskelligt er et faktum der gør at messen må have forskellige former så alle kan være med.
For at dyrke kristus må vi netop gøre det på den måde, som du kalder “horisontalt”
Hvis vi sidder alene og har hver vores kontakt med kristus (hvilket kan være på sin plads til tider, eks. ved tilbedelse af sakrementet) så kommer vi let på en glidebane og får dannet vores egen “religion” som er sådan som vi selv vil have det.
Hvem korrigerer os i den situation hvor vi er på vej ud i en fejltolkning af troen ?
Det gør den menighed vi er sammen med og kender ! Den menighed vi spejler os i.
Vi kan ikke bare sidde der og være os selv, (selvom alt og alle omkring os, siger mig selv først og hvad har JEG brug for)
Jeg kan ærligt talt ikke se hvad der er galt ved at være i fællesskab i messen og troen, alt andet lige, vil den styrke der tilbedes med, jo være større jo flere der er om samme sag.
Ang. præstens synlighed, tror jeg godt du udmærket ved hvad jeg taler om ,når jeg siger at nogen gerne vil udstille sig som “præsteN” for den traditionelle messe !!!
I de kirker jeg kommer i, gør den “horisontale” struktur ikke at der bliver en peron fiksering på præsten (det kan godt være det sker andre steder) !!!
(faktisk kommer jeg ofte til messer hvor menigheden først ved hvem præsten er, når han kommer ind til alteret)
Jeg har ikke ønsket at deltage i disse “traditionelle” messer, udelukkende fordi jeg oplever, at dem der taler denne messeforms sag, er meget lidt tolerante overfor at der er mennesker der oplever andreledes end dem !!!
Men som jeg skrev før, så hold bare jeres messer som i vil.
Men lad være med at sig at det er det eneste rigtige på jorden,
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.