Kutten gør ikke munken – og dog
Et fransk mundheld lyder: “l’habit ne fait pas le moine” – “fordi man bærer kutte, er man ikke nødvendigvis munk”. Det svarer lidt til de bredere danske udtryk om “at skue hunden på hårene” eller “ikke alt der glimrer er guld” - altså en i sig selv fornuftig afstandtagen fra at dømme på det ydre.
Nu er der i alle disse udtryk en væsentlig logisk nuance. Man er ikke nødvendigvis munk, fordi man bærer kutte – men det er på ingen måde i modstrid med det indtil for nyligt indlysende, at “hvis man ikke bærer kutte, er man ikke munk”. Altså: en person, som bærer de ydre tegn, kan naturligvis gøre det for at give et falsk indtryk. Men en person, som ikke bærer dem, viser ikke at han eller hun er viet til Gud (i præste- eller ordensstand), og i det omfang, en Gudviet person er forpligtet til det, kan man så slutte, at personen ikke er Gudviet eller i hvert fald ikke opfylder de forpligtelser, det indebærer.
På en eller anden måde er der dog tilsyneladende sket det, at forpligtelsen til at bære religiøs dragt ikke længere opfattes som bindende af alle katolske præster og ordensfolk. Man kan ikke blot sige, at fordi den religiøse dragt ikke er tilstrækkelig til at gøre præsten, munken eller søsteren til det han eller hun er, så er det også lige meget. Vi mennesker er jo af kød og blod – ydre tegn spiller sammen med indre dispositioner for det, tegnene betyder. Derfor er der også mange præster og ordensfolk, som fastholder brugen af den traditionelle dragt – og traditionelle præste- og ordensfællesskaber, som af samme grund fastholder den traditionelle forpligtelse som en fælles regel. De gør det, fordi det ydre tegn hjælper både dem og andre til at fastholde nogle holdepunkter i forhold til standsforskellen mellem lægfolk og Gudviede folk - med deres forskellige roller i forhold til Gud og mennesker.
Opfattelsen af dette ydre tegn er naturligvis subjektiv. Personligt fylder det mig med glæde, når jeg ser en præst i soutane – og med sorg, når jeg ser ham klæde sig som en lægmand. Der er et gammelt ord, som siger at hvis du mødte en engel i selskab med en præst, skulle du hilse på præsten først – for han holder hver dag Kristus i sine viede hænder. Og denne ærværdige person skulle man dog så gerne kunne genkende!
Der er nok en vis sammenhæng mellem frafaldet i præste- og ordensstanden efter 1969, og så opløsningen af formelle og uskrevne regler for præsters og ordensfolks levevis. De ydre tegn gør det selvfølgelig ikke alene – men deres forkastelse kan ikke undgå at få konsekvenser i det menneskelige, som netop er en sælsom blanding af det ydre og indre.
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.