At give troen videre
Konfliktmægler og advokat Nicole Emer Moritzen har skrevet en kommentar i Katolsk Orientering, som er det mest opmuntrende bladet i lang tid har bragt. Hendes anliggende er at udtrykke glæden over den nåde, det er at tilhøre den ene sande Kirke. og samtidig en bekymring som sikkert deles af mange katolske forældre:
Hvordan fastholder man sine børn i Kirken? Hvordan lærer jeg, viser jeg, videregiver jeg kærligheden til Kirken?
Moritzen noterer sig at der er meget som kan modarbejde katolske forældres bestræbelser i den retning, ikke kun i medierne men også i holdninger børnene kan støde på i vore nærmeste omgivelser, hvor den almindelige uvidenhed om Kirken er monumental. Hun nævner eksempler på begge dele, herunder den seneste tids bagvaskelser af Kirken i almindelighed, og den hellige Fader i særdeleshed. Men hun bemærker også at den oprigtige tro styrkes af modstand:
Jo flere skamfulde undskyldninger for sig selv og latterliggørelse af Kirkens lære, jeg møder i min rundtur i medierne og den katolske kirkes subkultur af småsure medlemmer i Danmark, jo fastere min tillid til Kirken.
Som citatet antyder, er de distraktioner, som troen skal overvinde, ikke kun den uvidenhed om og praktiske afstand til katolsk tro og moral, som præger det verdslige danske samfund. Modstanden kommer også fra Kirkens egne rækker – men hvad er det da for “skamfulde undskyldninger” og “latterliggørelse af Kirkens lære”, som findes dér?
Moritzen har faktisk stillet de grundlæggende spørgsmål, som vi indledte med at citere, i en oplagt sammenhæng, nemlig den som udgøres af “Danmarks Unge Katolikker” - bispedømmets officielle ungdomsforening. Her skulle man da tro, at den katolske mor skulle finde svar på spørgsmålene – måske endda praktisk hjælp. Men nej:
Det vattede svar blæser i vinden: Opdrag børnene til at være kristne. Det er ikke så vigtigt om de er katolikker eller ej.
Tilliden til Kirken indebærer ikke nødvendigvis tillid til alt hvad dens institutioner tilbyder vore unge i dag. Den “største dag”, som Moritzen nævner at have deltaget i, med henblik på at styrke sine børns tro, lader til at være et eksempel – at dømme efter billeder og video fra den rockmesse i Odense, som markerede “dagen” i september 2007. Det kan ikke undre, at det i denne atmosfære er svært at få svar på, hvorfor man skulle være katolilk. Arrangementet i 2009 byder således bl.a. på “Kæmpe fest. Anderledes katekese. Masser af leg. Dans til ud på natten. Spændende oplæg. Trylleri.” Jeg lægger ikke børn til dette eksperiment.
Nu kunne vi jo let komme til at lyde som sure katolikker, hvis vi ikke havde andet at byde på end skepsis overfor forsøgene på at lade Kirken flytte sig, når de unge tilsyneladende ikke vil. Så lad mig forsøge at give et par ideer og erfaringer fra 20 års bestræbelser på at give praktiske svar på de spørgsmål, Moritzen stiller sig, i forhold til mine egne fem børn.
Vi må lære at skelne og vælge fra, både i forhold til den almindelige hverdags spørgsmål, og i forhold til Kirken.
Hvad angår det første, er noget af det bedste man kan gøre at skille sig af med sit (eller sine) fjernsyn, man lever fint og meget bedre uden. Der bliver tid og rum til at læse højt for børnene, her kan især Don Bosco bøgernes skatte anbefales (de gamle bøger fås billigt på katolske bogmarkeder, da de blev trykt i pæne oplag i en tid, hvor man mente at katolske børn havde krav på katolske børnebøger).
Hvad angår det andet: når som helst det er muligt, så tag børnene med til steder, hvor der findes stærke katolske miljøer, med gode præster, katolsk katekese og ikke mindst katolsk gudstjeneste som viser Kirken i al sin storhed. De findes ikke mange steder i Danmark – men der er også forskel på hvad man kan komme ud for her. Faktisk skal man normalt rejse rigtig langt, men det er det værd. Tænk på hvor langt mange er villige til at rejse for at bade sig i sol – hvor meget mere skulle da ikke vi være villige til at rejse for at bade vore børn i Kristi åsyn. En traditionel latinsk messe taler direkte til børnenes hjerter om det store mysterium vi tilbeder her – især, hvis man giver dem små forklaringer undervejs, fx ved at bruge en af de mange billedbøger om messen for børn (på dansk udgivet før koncilet, og igen at finde i katolske bogkasser, på andre sprog lettilgængelige i helt nye udgaver).
Men der skal naturligvis mere til end en god historie og en pilgrimsrejse i ny og næ. Vi mangler at beskrive det allervigtigste element i katolsk opdragelse: katekesen. Det bedste værn mod at børnene falder fra deres tro er nemlig, at de kender den til bunds. Det kommer de kun i nærheden af, hvis man opmærksomt og jævnligt – gennem flere år – læser katekismus med børnene. Her skal man igen på bogmarked – før koncilet udgav Kirken i Danmark nemlig en række fremragende katekismer for børn og unge, som netop er lavet med det formål, at børn og voksne i fællesskab kan fordybe sig i vores tro. Da de blev udgivet, læste søstre og præster naturligvis katekismus med børnene i de katolske skoler, ved forberedelsen til den første hellige kommunion osv. – det kan man desværre ikke regne med i dag. Men som forældre har vi både ret og pligt til at gøre det selv.
Den traditionelle katekismus for børn er opbygget med stor sans for børnenes indlæring, i form af spørgsmål og svar. De helt små lærer sig troens fundament gennem lette læresætninger, som det naturligvis ikke rækker at kunne fremsige (selvom det er bedre end ingenting!), men som det er vigtigt at diskutere og fordybe sig i sammen. For de lidt større drejer det sig også om at læse på egen hånd, og man kan sammen vælge, hvilket afsnit som det i en given periode er vigtigst for os at fordybe sig i.
Hvis nogle af de “sure” skulle sige, at her drejer det sig vel kun om at foretrække en “forældet pædagogik”, så vil selv et hurtigt blik på en af de ældre børnekatekismer være rigeligt til at bringe den sure på andre tanker: det er ikke blot formen, men også indholdet der ligger milevidt fra hvad man kan komme ud for i diverse saftevandsarrangementer for kirkefremmede børn i dag (og milevidt tættere på Kirkens lære). Lad mig illustrere med et par citater fra fjerdeudgaven (!) af “Katholsk katekismus for det apostoliske vikariat Danmark” (1932), som vi selv har haft uvurderlig hjælp af:
art. 16: Er det ligegyldigt hvad vi tror? – Det er ikke ligegyldigt hvad vi tror; vi må have den sande tro, den, som den katolske kirke har modtaget af Kristus og altid har bevaret uforfalsket.
art 121: Har Kristus stiftet een eller flere Kirker? – Kristus har kun stiftet een Kirke, ligesom han kun har lært een tro og indsat eet overhoved.
art. 123: Hvilke er kendetegnene på Kristi sande Kirke? – Kristi sande Kirke er 1. enig, 2. hellig, 3. katolsk, 4. apostolisk.
art. 124: Hvilken Kirke ejer disse fire kendetegn? – Kun den katolske Kirke ejer disse fire kendetegn.
art. 126: Hvorfor kaldes den katolske Kirke også den ene saliggørende Kirke? – Den katolske Kirke kaldes også den ene saliggørende Kirke, fordi den alene af Kristis har fået det hverv at føre menneskene til salighed, samt midlerne dertil.
Med disse og bogens 429 øvrige artikler finder både mor, far og børn svar – uden vat og pjat – på de spørgsmål, der stiller sig når man vil lære og bevare den sande tro. Og ganske rigtigt: vi kan som forældre ikke give vore børn noget større end muligheden for og midlerne til at gøre det.
Midlerne omfatter selvfølgelig, fouden katekesen, også at forældrene personligt og konkret hjælper børnene til at lære at bede (familiens fælles bøn bør gives en fast og smuk form – her kommer man ikke uden om ”Salme- Bønnebog”, igen fra “bogkasserne”) og til at bruge Kirkens sakramenter – især det jævnlige skriftemål og, i samspil hermed, den hellige kommunion.
Billeder til dette blogindlæg er lånt fra Chartres valfartens hjemmeside
Der er lukket for kommentarer til dette indlæg.