Sommerferie
Selv en blog holder sommerferie. På gensyn sidst i august!
NB:
(1) Hvis du er i København 15. august (søndag, og Festen for Jomfru Marias Optagelse i Himlen) så glem ikke at deltage i den festlige primitsmesse kl. 18 i Jesu Hjerte kirke!
(2) Emner, du kunne tænke dig at bloggen skal tage op efter ferien, kan foreslås i kommentarfeltet.
God præst mod dårlig biskop
I Thiberville i Normandiet udspiller sig for øjeblikket et drama, der på en måde er Kirkens aktuelle krise i miniatureudgave. Biskoppen af Evreux, Mgr Nourrichard, annoncerede i begyndelsen af året, at et af de få virkelig aktive og velfungerende sogne i hans bispedømme – Thiberville – skulle nedlægges. Som en slags indikation af sognets betydning i bispedømmet, kan det nævnes at ca. 25% af alle dets første kommunioner finder sted i Thiberville. Selvom der blev givet en anden officiel begrundelse, ved alle hvorfor dette sogn skal nedlægges (og hvorfor sognekirken er propfuld hver søndag): der fejres både messe efter den traditionelle ritus og efter den reformerede (begge messer fejres på latin og vendt mod Gud). Se omtalen fra den gang her.
Nu har Rom så indvilget i at behandle den appel af biskoppens afgørelse, som er indgivet af sognepræsten, abbé Michel, på vegne af de mange hundrede sognebørn, der også inkluderer byrådet og borgmesteren. I Thiberville forstår ingen, at dette velfungerende sogn skal nedlægges. Der er meget som tyder på, at man heller ikke forstår det i Rom. Sognet i Thiberville lever i øvrigt videre trods biskoppens raseri.
L'éveil Normand. 28/7 2010
Imens har den dårlige biskop ikke opgivet at kvæle denne rest af katolicisme i bispedømmet. I gårsdagens lokale avis (se udklip ovenfor) udtaler denne gejstlige Robespierre, at “hvis han (abbé Michel) ikke forsvinder, falder kniven” (man ser guillontinen for sig), og at “glem ikke at jeg har været feltpræst – når en militærperson beslutter noget, gennemfører han det!”.
Mgr Nourrichard - behøver vi sige mere?
Her har vi, med al tydelighed, “koncilets ånd” når den er mest brutal: om nødvendigt skal udraderingen af den katolske tradition ske med magt. Sådan gik mange skabsprotestantiske biskopper frem i 70′erne. Det, som trods alt – og heldigvis – er undtagelsestilstanden i Thiberville, og enkelte andre lignende tilfælde fx i Italien, er at der endnu her i Pave Benedikts æra er folk, som tror at magt og undertrykkelse kan få bugt med katolikkers legitime ønske om et katolsk sogneliv med rettroende katekese af børnene, traditionel liturgi og alle de andre kendetegn for Kirkens liv frem til koncilet. I Kirken er det ikke forræderi at nægte at udføre ordrer som skader troen. I Kirken står Guds vilje, som udtrykt i Troslæren og Traditionen, højt hævet over dårlige biskoppers ideologiske felttog. At gøre modstand overfor de sidste koncilsstalinisters blinde had til alt, som de ikke selv har fundet på, er til Guds større ære.
Ukristelige ægteskabsgrænser
Vi har i en tidligere artikel gjort rede for, at ægteskabet er et sakramente for katolikker. Ægteskabet er altså noget helligt, indstiftet af Gud selv. Det er derfor også særlig alvorligt når det verdslige samfund krænker ægteskabet.
Katolikker gifter sig ofte “tidligt” (dvs i en naturlig alder for at stifte familie), med andre katolikker, og formentlig også relativt hyppigt med udenlandske statsborgere (i og med at der er ret få katolikker i Danmark). Den såkaldte 24-års regel rammer derfor danske katolikker hårdt, selvom meningen helt åbenlyst især har været at genere herboende muslimer. Der er tale om lovgivning, som strider mod ægtefællers Gudgivne ret – og pligt -til at leve sammen.
Det såkaldte “dansk folkeparti” står oprindelig bag den aktuelle lovgivning som siger, at man skal være 24 år for at gifte sig med en udlænding, såfremt denne med baggrund i ægteskabet skal have ret til at opholde sig permanent i Danmark. Samme parti foreslår nu grænsen skærpet til 28 år. Berlingske Tidende har ironisk spurgt, hvorfor der ikke med det samme kræves en 88-års regel.
Argumentet for at have en aldersgrænse i det hele taget er at det angiveligt kan forhindre tvangsægteskaber, idet man mener at sådanne især involverer yngre danskere med udenlandsk og muslimsk oprindelse. Det er da muligt, i og med at man lægger hindringer i vejen for et vist antal ægteskaber, herunder utvivlsomt et langt større antal som indgås uden nogen form for tvang. På samme måde kunne man forhindre et vist antal tyverier, hvis man fx lod arme og ben amputere på alle som er født i marts. Sammenligningen viser, at der er tale om umenneskelig og ukristelig lovgivning. Tvangsægteskaber forudsætter jo ikke en bestemt alder eller statsborgerskab, ligesom der også begås tyverier af personer som er født i september. Der er tale om et rent vilkårligt indgreb mod en stor gruppe borgeres frihed til at gifte sig, begrundet i at enkelte misbruger den.
For at forebygge tvangsægteskaber kunne man gå andre veje. Man kunne foreskrive en rimelig forlovelsesperiode, fx et år, hvor de kommende ægtefællers vilje til at leve sammen resten af livet både blev modnet og prøvet af en vis adskillelse - men dog i samme land! - og under passende præstelig vejledning, som katolske forlovede normalt modtager. Man kunne også sikre sig, at der ikke lå økonomiske motiver bag den udenlandske parts ønske om at bosætte sig i Danmark, fx ved at udelukke offentlig forsørgelse af denne i en vis årrække efter ægteskabets indgåelse, og samtidig kræve dokumentation for et rimeligt økonomisk grundlag for den kommende familie.
Både forlovelse, ægteskabsforberedelse og dokumenteret livsgrundlag kunne i øvrigt være gavnlige forudsætninger at stille for ægtevielse i bred almindelighed, uanset alder og nationalitet.
En kort forklaring af, hvad ægteskabet er.
Sri Lanka i førertrøjen
Ærkebiskop M. Ranjith
Ærkebiskoppen af Colombo (Sri Lanka), Mgr. Malcolm Ranjith, har netop erklæret et “Eukaristisk År” i sit ærkebispedømme, som indledes med en højtidelig festmesse den 29. august 2010. I en rundskrivelse til Sri Lankas præster, ordensfolk og lægfolk, forklarer ærkebiskoppen mål og midler i dette år med bl.a. flg. ord (på engelsk, med kort dansk resumé):
- Gennem den brudte eukaristis mysterium at vokse i kærlighed til hinanden og til naturen: Let this Year of the Eucharist be truly a Year to live the love of the Lord among our brothers and sisters, and an Year which will make us be grateful to God for His wonderful creation by safeguarding the equilibrium of nature.
- Fordybelse i Eukaristiens mysterier gennem en dybere ærefrygt for og en mere omhyggelig fejring af liturgien: Aided and inspired by the theology and the spirituality of the Eucharist we wish to accept the regulation of the celebration of the liturgy not as something imposed on us, but as something which flows naturally from the mystery we need to uphold, cherish and safeguard…
Præster i Colombo
Ærkebiskoppen uddyber det andet punkt med flg. praktiske formaninger:
- Alle liturgiske misbrug må ophøre: During this Year we shall concentrate very specially towards eliminating all erroneous practices regarding the celebration of the most holy Eucharist, the Sacraments and the Liturgy of the Hours…
- Latin skal genindføres i alle sogne: An effort will be made to make common Latin chants popular during this year…[so that] parishes may sing at least the Kyrie, Gloria, Sanctus and Agnus Dei at parish Sunday Masses on the first Sunday of the month. No. 36 of the Constitution on the Scared liturgy clearly sets forth the principles in this regard. Latin still remains the main liturgical language of the Church. In Sri Lanka we made a mistake in abandoning the language of our worship altogether.
Den traditionelle messe skal styrkes: I also wish to affirm that as indicated in the Motu Proprio Summorum Pontificum of 7th July 2007 priests and institutions are now permitted to celebrate, where it is appropriate, the Tridentine Mass and the Sacraments in that rite. In this case it is best that the faithful be prepared for it beforehand. I myself hope to celebrate a solemn Eucharist in that rite sometime in the near future at the Archdiocesan Cathedral.- Kirkebygninger skal ikke længere “renoveres” vilkårligt, men i stedet restaureres til den katolske form: The sub-commission for Sacred Art and Architecture has been authorized to identify some churches for the improvement of church sanctuaries. I appeal to priests not to start renovating anything without the permission and supervision of this sub-commission.
Alt sammen initiativer som katolikker har ventet på i hele verden siden det liturgiske kaos tog fart i 1970′erne. Sri Lanka er måske ikke materielt i førertrøjen blandt verdens nationer, og har i mange år været plaget af en opslidende borgerkrig. Men åndeligt og kirkeligt kan man måske sige, at dette gamle “missionsland” nu har iført sig førertrøjen og med sit eksempel kan vise “den gamle verden” vejen mod en åndelig fornyelse i Traditionens lys. Lad os håbe at mange bispedømmer Verden over vil følge det gode eksempel. Og præster fra Sri Lanka vil måske blive missionærer for den eukaristiske ånd og tradition også i Danmark?
Klostrene og Kirkens rødder
Da den nuværende Pave tog navnet Benedikt, var det et vigtigt signal om at Kirken også – og måske især – i vores forvirrede tidsalder skal huske og bevare sine rødder. Han mindede allerede ved sin første generalaudiens (27/4 2005) om at den hellige Benedikt af Nursia (480-547) med sin grundlæggelse af en af de første og mest betydningsfulde klosterordener i Vesten har haft afgørende betydning for kristendommen i Europa og i hele verden.
Historisk kan man sige, at klostrene i middelalderen bevarede skrifter og viden, som ellers var gået tabt, samtidig med at de varetog vitale samfundsopgaver, herunder ikke mindst “sociale”. Men frem for alt er klosterlivet, med dets varianter og på trods af perioder med forfald, stedse et levende eksempel på livet efter “de evangeliske råd”. Disse tre “råd” – kyskhed, lydighed og fattigdom – er de fælles rammer, som klosterlivet i alle katolske ordenssamfund bygger på. Mange forskellige ordenssamfund er opstået siden den hellige Benedikt, mange af dem med varianter af hans regel: cistersiensere, fransiskanere, dominikanere, karmeliter – og mange flere. Denne mangfoldighed afspejler forskellige karismer, i hvilke det gudviede liv kan leves, med særlig vægt fx på karitativt arbejde, på kontemplativ bøn, på studier osv.
Vielsen til Gud er naturligvis kernen i det monastiske liv: kvinder og mænd aflægger i ethvert klostersamfund løfter om at vie resten af deres liv til at tjene Gud i fællesskab med dette samfund. Fællesskab forudsætter regler, eller “rammer”; og som nævnt omfatter ordensfællesskabets rammer altid at man vil efterleve de evangeliske råd. Klosterlivet har også altid bønnen i sin inderste kerne, med liturgien som dennes højdepunkt.
De evangeliske råd gælder selvfølgelig alle kristne. At være “kysk” betyder bl.a. at leve i afholdenhed, hvis man ikke er gift, og hvis man er gift, så at elske og ære sin ægtefælle og specielt være denne tro. At være “lydig” betyder at adlyde retmæssige autoriteter i Kirke og samfund, og naturligvis fremfor alt at være lydig overfor Gud. At være “fattig” betyder at man ikke søger de materielle goder for deres egen skyld, men kun besidder og bruger dem for det gode de kan gøre – for Kirken, familien osv.
Men i klostrene har kyskhed, lydighed og fattigdom en mere radikal betydning: ugift stand (og dermed afholdenhed), lydighed overfor ordenens foresatte (selv i de mindste daglige ting, hvor det måske bliver allersværest), og fravær af personlig ejendom (og en mere eller mindre asketisk livsførelse). Det er i denne radikalitet, at vi skal søge forklaringen på, at klostrene til alle tider – og ikke mindst i vor tid – har vakt anstød i “Verden”, og ikke sjældent også forfølgelser. Særlig i dag – og på en måde som en forstærkelse af den reaktion, som allerede den “almindelige” kristnes version af disse råd afstedkommer – ser vi flere og flere angreb på klostrene som “umenneskelige”, ikke mindst pga. fordringen om lydighed, der i den grad strider med moderne individualisme.
Da klosterlivet normalt fordrer en større eller mindre afsondrethed, kan myterne om hvad der foregår der også let vokse sig store i den kirkefremmede fantasi – godt hjulpet på vej af visse enkeltpersoner, der har opgivet dette liv efter en kortere eller længere tid og nu omtaler det med foragt. Senest har en dame, som ganske vist aldrig indtrådte i et kloster, men dog gennem en del år havde det i tankerne, delt sin senere uvilje mod klostervæsenet i almindelighed og mod de klostersamfund, hun var gæst hos, i særdeleshed. Det kan ikke virkelig undre os, at mange moderne mennesker har svært ved at finde sig til rette i et kloster, og det kan bestemt heller ikke afvises, at Kirkens moderne krise også har sat sig spor i en del klostre. Men den seneste tids mediedækning af katolske klostre kan bedst beskrives som en uforstående og hadsk kampagne af mistænkeliggørelse og foragt. Af denne er der næppe andet at lære, end at forfølgelse kan gøre stærk.
Først og fremmest må vi besinde os på, hvor afgørende vigtige klostrene er i Kirkens liv i en tid, hvor de evangeliske råd på alle måder strider mod det verdslige samfunds normer – jeg behøver vist ikke nævne den almindelige promiskuitet, selvdyrkelse og materialisme for at slå denne pointe fast, for man finder dem alle sammen i medierne hver eneste dag. Bortset fra den tolerance, som mange nok alligevel har overfor stærkt karitative ordner (med salige Moder Teresa som det mest lysende eksempel), så er det simpelthen i strid med nutidig “mainstream” at give afkald på sig selv for med hele sin eksistens at ofre sig for Kristus – og gennem Ham, også for alle mennesker.
Og dog har det Gudviede liv en stor dragende virkning også på mennesker i dag. Ikke kun oplever de mest traditionelle og kontemplative ordener mange steder flere kald end i de mørkeste år efter koncilet. Også mange tusinde mennesker – katolikker såvel som ikke-katolikker – besøger hvert år klostrene for at finde nogle timers eller dages stilhed i bøn, ligesom film som “Den store stilhed” og “Thérèse” (begge fra 2005) har givet endnu flere et indblik i en verden, som netop ikke er som “Verden” – i den overnaturlige realitet, som er inden for vores rækkevidde også her på Jorden, hvis vi søger den.
Et kort glimt af livet i benediktinerklosteret Sainte Madeleine du Barroux, Frankrig.