Håndkommunionens skandale
Det er et helt almindeligt syn i vesteuropæiske katolske kirker: messedeltagere, der rækker hånden frem ved kommunionen, og giver sig selv den hostie, de får udleveret. Men det er ikke en katolsk form for kommunion – derimod en kalvinistisk (efter den radikale form for protestantisme, der blev grundlagt af den schweiziske kirkespalter Johannes Calvin).
Katolsk kommunion: kommunikanten knæler og modtager hostien på tungen.
Den kalvinske selv-kommunion blev introduceret i katolske kirker af oprørske grupper i Holland i 1960′erne, som noget nyt og aldrig før set i hele Kirkens historie, herunder som et liturgisk udtryk for ulydighed mod Kirkens normer. Endnu den dag i dag er den kun tilladt som en undtagelse, som biskopper kan muliggøre under særlige omstændigheder, som vi vender tilbage til. Men den katolske form af kommunionen, hvor hostien modtages på tungen af den knælende kommunikant – er fortsat normen, uanset at det sjældent ses i danske og andre vesteuropæiske sognekirker.
En af de varmeste fortalere for en tilbagevenden til den katolske norm for kommunionsmodtagelse som den eneste tilladte, er biskop Athanasius Schneider. I et interview sagde han for et par uger siden: “Vi må nære det dybe ønske at denne form for almindelig håndkommunion, som ellers aldrig har været brugt i Kirken, afskaffes”.
Biskop Schneider mindede også om denne forms kalvinistiske rødder og om at den uundgåeligt medfører, at partikler af hostien spildes på gulvet, på kommunikanternes hænder og klæder, hvis da ikke hele hostien tages med i lommen etc. Biskop Schneider har i øvrigt uddybet den teologiske dimension af kommunionens form i bogen “Dominus Est” (Det er Herren) fra 2009.
Det er måske omsonst at minde moderne katolikker om de aktuelle bestemmelser, der faktisk gælder for biskoppernes mulighed – ikke pligt til – at tillade håndkommunion. Disse fremgår af det dokument, hvori pave Paul d. VI. i sin tid – modvilligt – gav denne mulighed, nemlig at “man omhygggeligt undgår enhver fare for at utilstrækkelig agtelse eller falske opfattelser af den Hellige Eukaristi kan opstå blandt de troende…”
At denne betingelse ikke er til stede i dag turde være åbenlyst. Håndkommunionen er og forbliver en af de største skandaler i den moderne katolske kirke, og at afskaffe den – så alle katolikker igen ville modtage Sakramentet som alle katolikker gjorde det før dem – ville være et af de sikreste skridt mod at styrke troen i Verden. Derfor indbyder vi alle bloggens læsere til at underskrive den nye petition for denne sag (klik på linket).
Centreret om Gud – eller om mennesker?
Næstformanden for Italiens forskningsråd, den pensionerede historieprofessor Roberto de Mattei, har i et interview til det østrigske nyhedsbureau kath.net givet et interessant bud på den dybere mening med den “reform af (liturgi)reformen”, som Pave Benedikt har advokeret for. Her er hans hovedpointe (citeret og oversat direkte):
Prof. Roberto de Mattei
Det hellige offer [i messen, red] er sandelig ét, men det forekommer mig at Paul d. 6.s “Novus Ordo” [den nye form af messen, red.] er grundlæggende anderledes end den gamle Romerske Ritus, i sin ånd og form. I denne sidste Ritus ser jeg ikke Kirkens fortid men dens fremtid. Den traditionelle liturgi er faktisk det mest effektive svar på verdsliggørelsens udfordring og angreb.
Benedikt d. 16. gav den gamle Romerske Ritus sin fulde borgerret tilbage. Jeg er sikker på at det vil give en ny udvikling og blomstring i Kirken og i samfundet. Den “reform af reformen”, som nævnes, giver kun mening og er kun værdig som en “overgang” fra novus ordo til den traditionelle ritus, og ikke som et påskud for at opgive den sidste, som må bevares i sin helhed og renhed.
Det essentielle spørgsmål er dog, for mig, hvordan vi kan genvinde den teologiske og ekklesiologiske [kirkelære-mæssige, red.] forståelse [af liturgien, red.], baseret på den transcendente og hellige dimension. Det betyder at det er nødvendigt at genvinde den katolske teologis grundlæggende principper, og fremfor alt en præcis opfattelsen af Messens hellige Offer.
Det er desuden nødvendigt at ideen om Offer gennemtrænger samfundet i form af en ånd af bod og opofrelse, der ret ofte glemmes i dag. Dette og intet andet er den “hellighedens erfaring” som vort samfund har så hårdt brug for. Uden den er det svært at forestille sig en tilbagevenden til en autentisk liturgi, som er centreret omkring den tilbedelse, vi skylder den ene sande Gud.
Pave Benedikt med den neo-katekumenale forvirrings grundlæggere.
Denne opløftende analyse står desværre ikke alene i dag, hvor Vatikanet har givet en højst overraskende godkendelse af den såkaldte “neo-katekumenale vej”, en sektlignende katolsk gruppering, som blev grundlagt af to spaniere i 1968 og som også er udbredt i Danmark. Ganske vist er det endnu en gang fastslået, at messens grundlæggende regler også gælder for dem, men deres hemmelige (og efter sigende stærkt modernistiske) trosundervisning og ritualer, er altså nu givet en plads i Kirken som minder om en slags godkendelse af bestemte liturgiske misbrug og en uomtvistelig personkult omkring grundlæggeren “Kiko”. Denne udvikling peger i retning af en “buffet-kirke”, hvor godt og skidt tilbydes folk alt efter deres personlige smag. En sådan kirke har aldrig været Kristi vilje, og der er således endnu langt før Kirkens samlede tilbagevenden til en autentisk liturgi og teologi, som prof. de Mattei forudser, bliver en reailtet. Kun Kristi løfte om at Helvedes porte aldrig vil få magt over Hans Kirke kan i denne situation trøste os.
Neokatekumenal “messe” med dans om et bord og siddende selv-kommunion.
2CV’s værste fjender er tilhængerne
Vi har her på bloggen ikke holdt os tilbage med kritisk analyse af dokumenterne fra 2CV (2. Vatikankoncil, afholdt 1962-1965), og særlig deres følger (prøv fx at søge på “2CV” i søgefeltet øverst til venstre) .
"Koncilets messe" - som den blev afholdt ved 2CV!
Alligevel holder vi fast ved, hvad vi allerede sagde i et af bloggens første indlæg om emnet, nemlig at størstedelen af dokumenterne er totalt ukontroversielle, og (altså for størstedelens vedkommende) bare fremsætter kendt troslære på en lidt mere rund og “diplomatisk” måde end tidilgere tiders mere direkte og forståelige forkyndelse.
Men skulle man fæste lid til modernistisk retorik de sidste 40 år, blev alt nyt og anderledes med 2CV – der var et stort brud, hvis man da overhovedet kan tale om samme Kirke. Koncilets værste fjender er dermed dets varmeste tilhængere – hvis de altså vidste eller ville vide, hvad de talte om. Der er talrige eksempler på modernistiske parafraser af koncilet, som helt ser bort fra dokumenterne og kun fremsætter, hvad afsenderen tror – eller ønsker – at koncilet “ville”. Et godt eksempel finder vi i seneste nummer af katolsk orientering (1/2012, s.5), hvor man kan læse:
Konstitutionen Sacrosanctum Concilium (Det hellige Koncil) (1963) foreskriver brug af modersmålet i liturgien og søger at inddrage menigheden mere aktivt i det liturgiske. Den nye messebog går endnu videre. I Paul VI´s missale fra 1969/70 afskaffes den gamle tridentinske messe, hvor præsten fejrer messeofferet med ryggen til publikum …
Det er tænkt som begyndelsen til en artikelserie om 2CV, så man kan da håbe at der rådes bod på nuancerne senere. Det synes at fremgå af artiklen, at man i første hug mest har baseret sig på skrifter af Olaf Bohn fra 1970′erne, og det er velkendt at disse i almindelighed mere deler forfatterens forhåbninger og meninger end koncilsfædrenes. Og det er altså nærmest forkert hvad der står i ovst. citat – også hvis man ser bort fra den grovhed, at katolske menigheder i perioden fra Kristi dage og indtil 1969 bare var et “publikum” ved messen (en betegnelse, som messer med clap-your-hands aktivisme vel snarere gør det berettiget at bruge).
Publikum ved T-shirt new mess
En mere lødig gennemgang af Sacrosanctum Concilium er givet her på bloggen, og man kan fx her konstatere sort på hvidt, at det omtalte koncilsdokument anbefaler at brugen af latin i liturgien fastholdes, uanset at der åbnes for brug af modersmål i salmer og læsninger (hvad man i øvrigt også praktiserede under og før koncilet i den traditionelle liturgi). Det fremgår i øvrigt af motu propriet “Summorum Pontificum” (2007, art. 1) Paul d. VI’s messebog i 1969 ikke “afskaffede” den traditionelle messebog (som det røber historisk uvidenhed at kalde “tridentinsk” – se fx her).
At der også er teologiske problemer med 2CV – som for tiden er under intens behandling i Vatikanet – bør yderligere motivere en vis forsigtighed. Man kan ikke sige hvad som helst om dokumenter, som trods alt er godkendt af en Pave og har været forsvaret af alle Paver siden Paul d. VI. Man kan hævde, at deres relevans er aftaget og at der er uklarheder og problematiske dele som kræver yderligere belysning. Men især hvis man synes, at 2CV er et meget vigtigt og afgørende koncil, bør man i det mindste gøre sig den ulejlighed at læse dets dokumenter og referere dem ordentligt – med citater – når man påberåber sig deres indhold. Please!
Den liturgiske fred
Den internationale bevægelse “Paix Liturgique” (Liturgisk Fred) har nu også fået en svensk afdeling, hvis hjemmeside kan ses ved at klikke på dette link.
Bevægelsen arbejder for at almindelige katolikker over hele verden må få adgang til den traditionelle liturgi, i overensstemmelse med hvad Kirkens ledelse har bestemt herom – specielt i de pavelige dekreter “Summorum Pontificum” (2007) og “Universae Ecclesiae” (2011), som kan læses på svensk ved at klikke på linkene. En officiel dansk oversættelse af disse dokumenter mangler stadig – ligesom den kirkelige myndighed i Danmark også mangler at anerkende og gennemføre deres indhold fuldt ud. Det er netop i sådanne tilfælde, at bevægelsens mål og metoder er allermest relevante – nemlig hvor bispedømmer ikke magter eller ønsker at gennemføre den liturgiske fred – hvis forudsætning naturligvis er at begge Kirkens liturgiske former, og Kirkens bestemmelser herom, respekteres.
Opmærksomheden samler sig her ikke mindst om København, den sidste millionby i Nordeuropa, som ikke har traditionel messe hver søndag (efter at Hamborg og Stockholm fik det i november). Men også i Jylland og på Fyn findes katolikker, som forgæves har anmodet om adgang til at deltage i messe efter den ældste af Kirkens to liturgiske former, uden at så meget som en eneste messe er blevet fejret dér.
I vore dage kan den slags ikke ties ihjel, og Paix Liturgique arbejder da også først og fremmest gennem dialog og åbenhed – herunder med at øge kendskabet til biskoppernes muligheder for, og vilje til, at gøre hvad de er pålagt for at sikre at liturgien fejres værdigt og ikke bliver en anledning til stridigheder og undertrykkelse af almindelige katolikker.
Bevægelsen arbejder også for at udbrede kendskabet til omfanget af den uret, som opstår når man undertrykker den ene af Kirkens to liturgiske former – fx ved at få gennemført professionelle meningsmålinger. I de mange lande hvor almindelige katolikker er blevet spurgt, har det således vist sig, at mellem 20 og 40 procent af alle praktiserende katolikker ville foretrække at deltage i den traditionelle messe, hvis den blev fejret i deres sogn.
Den tid, hvor man blot kunne lade som om “Summorum Pontificum” ikke eksisterede, er forbi, når Paix Liturgique arbejder i et bispedømme. Det er nok på tide i Danmark.
Kardinal Ranjith: tiden er inde…
Ærkebiskoppen af Colombo i Sri Lanka, Kardinal Malcolm Ranjith, har i et netop offentliggjort brev til Una Voce Internationalis (dateret 24/8 2011) givet udtryk for både stærk støtte til genindførelse af den traditionelle liturgi i Kirken, og for det presserende behov for radikale reformer (i retning af Traditionen) for så vidt angår den Paulinske messe, som har været i ordinær brug siden 1969. Tiden er inde til begge dele, i flg. Kardinalens brev.
At tiden er inde, skyldes utvivlsomt at revolutionens fædre – de præster og biskopper, som satte hele deres autoritet og livsværk ind på reformen i 1969 – nu er ved at være på pension, hvis de da ikke er fratrådte eller døde. At rette op på alt det, som ikke lykkedes, er derfor langt lettere nu end for blot 10 år siden, hvad erfaringerne med Motu Propriet da også viser mange steder, omend der stadig er lommer af modstand mod enhver forandring i katolsk retning – fx i Danmark.
Brevet er på mange måder tegn på en ny fase i den romerske Kuries liturgiske linie, hvor man udtrykker uforbeholden støtte til den liturgiske Tradition, uden skygge af de forsikringer om de postkonciliære nyskabelsers urørlighed, som man ellers finder helt op til Summorum Pontificum (og til en vis grad også i dette dokument). Nu er linien ved at skifte fra “lad os tillade begge dele fuldt ud” til “lad os reparere hvad vi kan i den liturgiske reform, men vende tilbage til at bruge den totusind-årige Tradition som rettesnor” – med den prækonciliære form som det hidtil ypperste udtryk for denne Tradition.
Vi oversætter nedenfor hele brevet (fraregnet indledning). Brevet kan ses i engelsk originaludgave på billedet efter oversættelsen.
Først og fremmest ønsker jeg at udtrykke min taknemmelighed til jer alle for jeres iver og enthusiasme i arbejdet for genetableringen af Kirkens sande liturgiske traditioner.
Som I ved, er det tilbedelsen som fremmer troen og dens heltemodige virkeliggørelse i livet. Den er det middel, som opløfter mennesket til det overnaturlige og evige, stedet for et dybt møde mellem Gud og mennesker.
Af denne grund kan liturgien aldrig blive menneskets frembringelse. For hvis vi tilbeder efter vort eget hoved, og selv sætter reglerne, risikerer vi at genskabe Aarons guldkalv. Vi må vedblivende insistere på tilbedelsen som deltagelse i hvad Gud Selv gør, ellers kommer vi let til at deltage i afgudsdyrkelse. Liturgiens tegn hjælper os til at løfte os op over det menneskelige til det guddommelige. I den sammenhæng er det min dybe overbevisning at Vetus Ordo [den traditionelle liturgi, red.] i udpræget grad og på den mest fuldkomne måde repræsenterer dette mystiske og overnaturlige kald til et møde med Gud i liturgien. Derfor er tiden inde til at vi ikke blot fornyer den nye liturgi gennem radikale forandringer, men også til at vi opmuntrer stadig mere til en tilbagevenden til Vetus Ordo, som en vej til dén sande fornyelse af Kirken, som kirkefædrene der deltog i det andet Vatikankoncil så stærkt ønskede.
Tiden er altså inde til at vi er modige i vort arbejde for en sand reform af reformen og også for en tilbagevenden til Kirkens sande liturgi, som havde formet sig gennem dens to-tusindårige historie, i en ubrudt strøm. Jeg ønsker og beder for at det må ske.
Må Gud velsigne jeres indsats med succes.
+Malcolm Cardinal Ranjith
Ærkebiskop af Colombo
24/8/2011
